Hold bremserne på din hest i orden

Der er en sørgelig statistik, der kaster en skygge over ridesporten, nemlig opgørelsen over antallet og konsekvenserne af rideulykker. Heste er de farligste dyr i den vestlige verden (siges der). En rytters risiko for en alvorlig rideulykke er 20 gange større end en motorcyklists risiko for en alvorlig motorcykelulykke. Men bag disse triste tal er der nogle forhold, som de færreste af os tænker over. F.eks. hvor mange ryttere er faktisk bange for at ride? Hvor mange ryttere er bange for at ride udendørs, ikke bare ude i skoven, men også på en udendørs ridebane? Hvor mange mennesker har opgivet at ride på grund af en eller anden frygt?

Der kan være mange årsager til denne slags angst. Heste der bukker, heste der bliver bange for noget og løber væk, heste som rytterne ikke føler de har kontrol over, og andre dårlige erfaringer med heste. Og ganske rigtigt er det især den manglende kontrol over hesten, der får folk til at føle sig magtesløse. De føler ikke, at de er i stand til at standse hesten, hvis det skulle blive nødvendigt.

Den allervigtigste faktor i forbindelse med ridesikkerhed er, at rytteren er i stand til at standse sin hest. Ikke bare hvis hesten er blevet træt. Ikke bare hvis den havde tænkt sig at stoppe alligevel. Men at det er rytteren der afgør, hvornår den skal stoppe, også selvom hesten egentlig har mere lyst til at flygte. At en rytter ikke kan standse sin hest svarer til at køre på en cykel eller i en bil uden ordentlige bremser. Hvordan ville ulykkesstatistikken for bilkørsel se ud, hvis bilerne ikke havde fuldt funktionsdygtige bremser? Den ville nok være endnu mere sort end den over rideulykker.

I modsætning til en bil (med fod- og håndbremse) eller en cykel (med to håndbremser og en fodbremse) har en hest kun en bremse. En veltrænet hest standser på signalet fra tøjler eller træktov, det vil sige trykket fra biddet eller grimens næsebånd. Hvis hesten går stille og rolig, vil den veltrænede hest standse, hvis man blot fører hånden eller hænderne ½ cm bagud. Hvis den er skræmt over et eller andet, skal der som regel et kraftigere tryk til at standse den. Hestens motivation til at standse på grund af ubehaget fra bid eller grime skal være stærkere end dens motivation til at flygte.

Der er imidlertid flere forskellige årsager til at en hest ikke standser, når den får besked på det. Den vigtigste årsag er, at tøjletrækket bagud bruges til andre formål end til at standse hesten. Tøjlerne bruges til at tvinge hesten til at gå i en bestemt holdning, meget ofte med næseryggen bag lod. De bruges til at holde hesten i et bestemt tempo, dvs. uden at rytteren giver efter. Eller tøjlerne bruges i et misforstået forsøg på at få den til at gå samlet.

Der er en vigtig regel ved ridning, som ikke altid er beskrevet tydeligt nok i de mange bøger om ridning, nemlig at et signal kun må betyde én ting. Et signal må ikke betyde ét i nogle tilfælde og noget andet i andre tilfælde. Et tøjletræk må ikke betyde stands i nogle tilfælde og gå i holdning i andre tilfælde. Hvis tøjletrækket misbruges til at få hesten i en bestemt holdning, mister signalet sin stoppende virkning.

Hvis et tøjletræk gives samtidigt med et schenkeltryk i et misforstået forsøg på en halv parade, får hesten på samme tid besked på at gå frem og at standse. (Er der noget at sige til, at hesten ikke altid er enig med rytteren? Hvis vi kørte en bil på samme måde med en fod på speederen og en på bremsen, ville bremserne hurtigt blive slidt ned.) For at undgå at signalerne mister deres virkning, skal de to modsat rettede signaler holdes adskilt, i begyndelsen af et par sekunders mellemrum. Først senere i træningen kan de to signaler bringes tættere på hinanden, samtidig med at signalerne mindskes i styrke (dvs. let anholdende tøjle fulgt af et let schenkeltryk understøttet af et fremaddrivende sæde).

Når vi mennesker udsættes for et tryk et eller andet sted på kroppen (f.eks. fra remmen af et armbåndsur eller en livrem), vænner vi os som regel hurtigt til det. Også heste vænner sig til tryk, selv hvis de er kraftige eller hvis de gentages ofte. Hvis et tryk er så kraftigt, at hesten ikke vænner sig til det, forsøger den først at undvige trykket. Hvis det ikke er muligt, indtræder en tilstand der kaldes tillært hjælpeløshed, og som af nogle adfærdsforskere anses for at være en form for depression. Ponyen der udsættes for den overdrevne indspænding på billedet har uden tvivl reageret i begyndelsen men senere opgivet enhver modstand. (Hvis I vil vide mere om den ekstreme sammenbøjning af heste, det der også kaldes Rollkur eller hyperfleksion, læs bogen ’Det ømme punkt’ af Gerd Heuschmann.) Det er indlysende, at en hest der udsættes for så ekstremt et tryk, overhovedet ikke reagerer på et almindeligt tøjlesignal til at standse.

En hest der er holdt op med at reagere på tøjlerne siges ofte at være hård i munden. (Hvis I kender sådan en hest, prøv at føle efter på dens læber og mundvige. Føles de anderledes end hos andre heste?) Betegnelsen hård i munden er en fuldstændig misforståelse. Hesten er ikke hård i munden, men blot holdt op med at reagere på biddet. (Men som sædvanlig er det nemmere at lægge skylden for forkert træning over på hesten end selv at tage ansvar for den.) Et andet eksempel på en lignende misforståelse er hesten der er ’døv for schenklerne’. Igen, hesten er ikke døv (dvs. ufølsom). Den er blot holdt op med at reagere på schenkeltrykket.

I begge tilfælde er mange rytteres løsning på problemet at anvende en forstærket indvirkning, dels et skarpere bid, dels sporer. Billedet til højre viser en pony kort inden den skal deltage i terrænspringning i forbindelse med et militarystævne. Efter at have gået med et almindeligt bid i dressur og ridebanespringning bliver biddet udskiftet med et tre-ringsbid og tøjlerne anbragt i yderste ring. Trækket i tøjlerne tvinger biddet opad og bagud i mundvigene og trensens nakkestykke ned i nakken. Ganske vist er nakkestykket polstret med lammeskin, hvilket desværre ikke mindsker biddets tryk. Og som man måske kan forestille sig, er hesten væsentlig mere følsom i munden end den er i nakken.

Tre-ringsbiddet er et tydeligt tegn på, at rytteren ikke har kontrol over hesten ”ude i det fri”. Sandsynligvis er biddet blevet anskaffet, fordi hesten flere gange er stukket af uden at dens rytter var i stand til at stoppe den. Tre-ringsbiddet er en nødbremse. Det svarer til en bil med defekte bremser, som kun kan standses med håndbremsen.

Hvordan gen-installerer man bremsen på sin hest?

Det er naturligvis muligt at lære en hest at reagere på tøjler og bid igen. Men det er en længere historie, som jeg kommer tilbage til om et pas blogs.