Et lille juleeventyr (der intet har med julen at gøre!)

Et lille juleeventyr (der intet har med julen at gøre!)

12. december 2018 Af Jan Ladewig

NB: Nogle af filmene er lidt urolige. De blev taget fra ryggen af en hest ved navn Moover.

Og det gjorde han også!

 

Cirka en gang om året besøger jeg mine venner i Wyoming, USA. De bor på en gård nær en lille landsby med 804 indbyggere, et postkontor og en blandet landhandel i den nordvestlige del af staten. På en lille del af gårdens jord dyrker de lucernehø ved hjælp af kunstig vanding. På resten af jorden, som nærmest er en halvørken, holder de om vinteren heste og kvæg. Om sommeren går der kun heste. Kvæget går oppe i bjergene, som er en del af Rocky Mountain. Det meste af deres kvæg går sammen med en større flok, som tilhører min vens arbejdskammerat, Gary. I alt har de lidt over 300 stk. kvæg samt årets produktion af kalve.

 

En stor del af arbejdet med kvæget foregår på hesteryg. Hvis et enkelt dyr skal fanges, foregår det med lasso, også fra hesteryg. Hvis flokken eller en del af den skal flyttes fra et område til et andet, drives den afsted fra hesteryg, eventuelt hjulpet af et par hunde. Når kalvene skal fravænnes, drives flokken ned ad en lang gang, også fra hesteryg, og for enden lukkes køerne ind i en fold til den ene side og kalvene ind i en anden fold til den anden side.

 

I år var jeg inviteret til at hjælpe med at drive kvæget hjem fra sommergræsningen. Størstedelen af årets kalve skulle sælges på auktion. Jeg havde taget min 11-årige datter Freja med. Hendes ben var efterhånden lange nok til at nå rundt om en western sadel, og hun havde glædet sig til turen de sidste mange måneder.

 

 

Dagen efter vi ankom til Wyoming, kørte vi med vores venner og to heste østpå til en lille by, Wright. Wyoming er 6 gange større end Danmark (men der bor kun en halv million mennesker), så turen tog 5 timer. De ca. 100 køer og kalve vi skulle hjælpe med at drive ind, gik på et stort område, som tilhører svigerdatteren af mine venners kollega. Det var frostvejr og minus 5 grader, men heldigvis ikke så meget vind. Vi fik sadlet hestene op og pakket os godt ind i trøjer, jakker og chaps. (Desværre havde jeg ikke taget mine lammeskins-tåvarmere med, men de passer nu heller ikke på western-stigbøjler.)

 

Cowboy holdet

Min ven Bill

 

 

 

 

Anna & Freja

 

 

 

 

 

Anna, Ryan og to hunde

 

 

 

 

 

En hjælpsom nabo

Freja

Mig

Vi var i alt 6 personer til at klare jobbet: vores ven Bill, Ryan – søn af Bills kollega, Anna – Ryans kæreste, en hjælpsom nabo, Freja og mig. Turen hjem til gården tog lidt over 2 timer. Det foregår mest i skridt. Kun hvis en ko eller kalv pludselig beslutter ikke at ville med længere, kan det være nødvendigt at galopere efter den, overhale den og drive den tilbage til resten af flokken. Men heldigvis foretrækker de fleste køer at følge de andre, og kalvene følger uden videre deres mor.

 

Den vanskeligste del af arbejdet er at få kvæget drevet ind i opsamlingsfolden. Fra det store område skal de ind igennem en 4 m bred åbning, hvilket de ikke er særligt villige til. To-tre ryttere rider tæt op på de bageste køer, som så maser på dem foran. Samtidig sørger de øvrige ryttere for, at køerne ikke undviger ud til siden.

 

 

Man er nødt til at ride ind i køerne for at få dem til at mase på, noget som hestene er vældig gode til. Køerne sparker meget sjældent ud efter hesten. Hvis man bruger hunde til at drive kvæget, sker det ofte, at en ko sparker et ben ud efter hunden, hvis den kommer for tæt på. Men hunde bider også kvæget i haserne, hvis de synes det går for langsomt. Det gør heste normalt ikke – med en undtagelse. En af hestene vi brugte til inddrivningen bed køerne på baglåret for at drive på dem. Det var ikke noget den var blevet trænet til at gøre. Det var simpelthen dens egen opfindelse.

 

Fra opsamlingsfolden drives kvæg og kalve ned ad en lang gang. For enden af den adskilles køer og kalve. Køerne sendes ind i en fold til den ene side, og kalvene ind i en anden fold til den anden side.
Alle tyrekalve og de fleste kviekalve bliver derpå drevet op i en kæmpe transportvogn, som kører dem til en by i nabostaten South Dakota, hvor de bliver solgt ved en auktion.

 

Vi fulgte med for at overvære auktionen. (Igen en køretur på 5 timer!)Hundredvis af kalve ankommer fra nær og fjern og drives ind i et utal af opsamlingsfolde, således at hver kvægejers flok holdes adskilt fra de andre flokke.

 

 Når auktionen begynder, driver hjælpere til hest hver flok ind i auktionshallen, så købere kan give deres bud på flokken.

Mens buddene falder, drives kalvene rundt i arenaen af en cowboy, så køberne kan vurdere kvæget.

 

 

Hjælperne venter på næste flok, der
skal drives ind for at blive solgt.

 

Auktionarius taler 100 km i timen,
så man ikke forstår et ord af hvad
han siger. Hans hjælpere ved siden af holder øje med, hvem der har stukket en finger i vejret, for at vise at de vil købe. Man skal passe på ikke at klø sig i øret. Så kunne man pludselig blive den lykkelige ejer af 30 små nuttede kalve!


 

Freja, mine venner Ellen og Bill, og Bills kollega Gary følger spændt med i, om de får en god pris for deres kalve. Og jo, det gjorde de. De var meget glade. Vi må jo ikke glemme, at indtægten fra kalvene ved auktionen i det væsentligste er det der holder deres kvægbrug i gang.

 

 

Bondurant

Udover deres gård har mine venner en hytte i det nordvestlige hjørne af Wyoming, lige syd for Grand Teton nationalparken. Så efter at ”arbejdet” var overstået, tilbragte vi nogle dage blandt andet med at ride på dagture i bjergene.

               

 

            

Vejret var det meste af tiden strålende solskin så vi rigtigt kunne nyde udsigten – og den er virkelig fantastisk. Kun nogle gange meldte den hårde vinter sig. (Forrige vinter faldt der over 2 m sne i området).

Det mest imponerende ved turen: hestene vi red på

Western heste der er vant til at arbejde med kvæg er simpelthen vidunderlige at ride på. Man kan ikke andet end føle sig fuldkommen tryg, lige meget hvilket terræn man rider igennem. De rides for lange tøjler, de kan styres med en hånd, de standser ved mindste lette træk i tøjlerne og et let klem med schenklerne er nok til at få dem fremad i den gangart man ønsker. De står stille når de skal, og de bliver stående uden at skrabe med et forben eller lignende. De kan rides væk fra andre heste og de løber ikke med, hvis en anden hest forlader dem i galop. (Og jo, selvfølgelig er der undtagelser, men ikke mange.)

En væsentlig årsag til at hestene er så veltrænede er, at en stor del af træningen foregår “mens de er på arbejde”. Efter den første tilridning er de med ude, dér hvor det foregår. Og eftersom hesten er en vigtig del af arbejdet, er rytteren uden tvivl også langt mere målrettet i sin håndtering og indvirkning på hesten.

Sidste år var jeg til en opvisning af vilde mustangs der var blevet fanget som voksne, tæmmet og derpå tilredet, inden de blev solgt til private. Lige inden opvisningen stod et hold “eks-vildheste” med ryttere tæt sammen og ventede på at komme ind i arenaen. Lige pludselig kom en lille pige løbende med en ballon, som hun tabte, så den røg ind mellem de mange hesteben. Pigen løb efter ballonen ind mellem hestene, og ikke en af dem viste nogen form for reaktion, som om de var vant til små piger og balloner, der løb rundt mellem benene på dem.

 

Fordelen ved en hest der er vokset op som “vildhest” er, at den ofte er endnu mere sikker i terrænet end “normale” heste. Den er simpelthen vant til at komme frem overalt. Når man rider på sådan en hest i vanskeligt terræn, er det bedste man kan gøre at give den helt frie tøjler. Som regel er den bedre til at finde vej igennem, end rytteren er det.

 

En anden årsag til at hestene er så rolige og omgængelige er, at de holdes sammen med andre heste, når de ikke bruges, og at de holdes udendørs året rundt (og uden dækken, klipning osv.). Desuden er de vant til at der ofte bliver byttet rundt på hestene. Det er sjældent et problem at sætte en fremmed hest ind i en flok.

 

Men tro ikke at det at være kvægfarmer er lutter lagkage. Det er til tider også et hårdt slid i mange timer. Jeg ved ikke hvad timelønnen beløber sig til. Det er der vist ingen der har regnet ud, og det er nok godt det samme! Men som turist er det en oplevelse for livet. Tak, Ellen og Bill.

 

 

fb-share-icon