Føl (og børn) skal helst opdrages

Føl (og børn) skal helst opdrages

8. maj 2019 Af Jan Ladewig

Jo bedre føl trænes og vænnes til det, de bliver udsat for senere i livet,

desto lettere – og frem for alt sikrere – bliver det at håndtere dem som voksne.

Der er mange grunde til at starte træningen af heste, mens de er små. Nogle af de vigtigste grunde er, at når moderen er til stede ved træningen, virker hun beroligende på føllet, så det lettere kan lære. Desuden har føllet endnu ikke fået dårlige vaner, der først skal rettes op på. Det er som at skrive på en ren tavle i stedet for en tavle, der allerede har været brugt og først skal viskes ren. Et føl er også mindre stærkt og voldsom i sin adfærd, således at træningen kan foregå stille og roligt.

 

Mange hundeejere kender fordelen ved at anskaffe sig en hvalp frem for en ældre hund. En af grundene er, at 3 – 8 uger gamle hvalpe er væsentligt mere kontaktsøgende end lidt ældre hvalpe, som amerikanske adfærdsforskere observerede for mange år siden. Om noget tilsvarende gælder for føl, er mig bekendt aldrig blevet undersøgt men er absolut muligt.

 

 

Hvornår skal man begynde?

For nogle år siden udviklede den amerikanske dyrlæge Robert Miller en metode til at præge adfærdsudviklingen hos nyfødte føl. Han havde i sin praksis bemærket, at de føl han havde behandlet for et eller andet lige efter fødslen, var roligere, hvis han senere skulle behandle dem. Metoden kalder han ’imprint training’, direkte oversat prægnings-træning. Den består i, at det nyfødte føl bliver underkastet en bestemt behandling i løbet af dets første par leveuger, i alt ti seancer hver af ca. 20 minutters varighed. Den første seance starter, når føllet kun er ca. en time gammel, inden det er kommet op at stå. Han rør føllet over hele kroppen, stikker en finger i dets ører og næsebor, undersøger dets mund og tager fat i hver hov og banker på dem med hånden. Alt sammen forgår stille og roligt.

Over de næste ca. 14 dage gentager han behandlingen, bortset fra at føllet nu står op. Det er altid sammen med moderen og stadigvæk forgår alt stille og roligt. Hen imod slutningen af behandlingsperioden får føllet også grime på og bliver blidt og roligt ført rundt omkring moderen.

Robert Millers teori er, at det, føllet oplever på dette tidlige tidspunkt, præger det, således at det senere i livet ikke reagerer, når smeden hamrer sko på dens hove, eller dyrlægen undersøger mund, næse, øjne, etc. Prægningen skulle svare til den prægning som dyrepsykologen Konrad Lorenz beskrev, når nyklækkede gæslinger så ham som det første og ’troede’ at han var deres mor.

                                     

Konrad Lorenz på tur med sine babygæs…                                           …og når det går helt galt

 

Det eneste problem ved Millers teori er, at den ikke fungerer i praksis. Flere undersøgelser har vist, at effekten af den tidlige behandling forsvinder efter et stykke tid. Et føl lærer naturligvis sin mor at kende på dette tidlige tidspunkt, ligesom hoppen lærer sit føl at kende, men om det er prægning eller almindelig indlæring, ved vi strengt taget ikke.

Millers ide om at vænne et føl til nogle af de situationer, det vil møde senere i livet, er i og for sig god. Men man behøver ikke at starte lige efter fødslen. Man kan roligt vente i nogle uger. Desuden skal tilvænningen gentages med visse mellemrum for at have en længerevarende virkning. Desværre ved vi ikke, hvor ofte og over hvor lang tid tilvænningen skal gentages.

 

Hvor meget og hvor tit?

Vi ved at tilvænningen af føl (og ældre heste) skal gentages for at få en varig virkning, på samme måde som indlæring generelt skal gentages. Men hvor tit det skal gøres og over for lang tid er mere uvist. For nogle år siden undersøgte vi effekten af træningsintensitet på indlæring hos hunde. Hundene skulle lære at gå fra træneren hen til en kurv og sætte sig i kurven. Nogle af hundene blev trænet 1-2 dage om ugen i ca. 5 minutter hver gang, andre 1-2 dage om ugen i ca. 10 minutter, en tredje gruppe hunde blev trænet 5 dage om ugen, i ca. 5 minutter, og en fjerde 5 dage om ugen i ca. 10 minutter. Som vist på figuren lærte hundene i den gruppe, der blev trænet mindst intensivt, øvelsen bedst, hvorimod hundene i den gruppe, der blev trænet mest intensivt, klarede sig dårligst.

 

Øverst:    5 minutters træning, 1-2 dage om ugen

10 minutters træning, 1-2 dage om ugen

5 minutters træning, 5 dage om ugen

Nederst: 10 minutters træning, 5 dage om ugen

 

Alle fire grupper af hunde blev testet igen efter 4 uger, og alle hundene huskede øvelsen lige godt. Indlæringsintensiteten havde altså ingen indvirkning på hukommelsen.

Med andre ord, kortvarig træning og lange pauser mellem træningen medfører den bedste indlæring. Vi ved, at det man lærer i dagens løb, bliver bearbejdet om natten under søvnen og f.eks. lagret i hukommelsen. Men hvad der er mindre kendt er, at den samme proces også finder sted i underbevidstheden, mens man er vågen. Derfor er der en ekstra gevinst ved at holde flere dages pause mellem træningen af en bestemt øvelse.

En anden ting der også er velkendt er, at relativt korte træningsfaser er bedre end længerevarende træningsfaser. Især føl og ungheste har sværere ved at koncentrere sig end ældre heste. Tænk blot på børn i første klasse, der umuligt kan sidde stille og koncentrere sig i 50 minutter. Men også for voksne – mennesker og dyr – er der en øvre grænse for, hvor lang tid ad gangen man kan koncentrere sig.

Det er indlysende, at træning 1 – 2 gange om ugen kontra 5 gange om ugen bevirker, at det varer længere, inden en bestemt øvelse er lært. Men der er intet i vejen for, at man træner andre øvelser på de mellemliggende dage. Så vidt vi ved forstyrrer træningen af en øvelse ikke træningen af en anden øvelse.

Det samme princip gælder for heste. Tyske forskere fandt f.eks., at heste der blev trænet hver tredje dag lærte lige så godt som heste der blev trænet hver dag. Hvis man har flere heste i træning, er der altså ingen grund til absolut at skulle træne dem hver dag.

 

Hvad bør man lære et føl?

Det vigtigste er uden tvivl at lære føllet at have tillid til mennesker. Og det gøres yderst effektivt ved at klø det næsten overalt på kroppen, først på krydset og derefter ryg, hals og bag ørerne. Der skal ikke mange gentagelser til, før føllet har lært hvor rart det er at blive kløet.

Det er også godt at kunne røre føllets ben og eventuelt at løfte dem op (nåh-ja, altså et ad gangen!). Pas på med bagbenene. Mange føl sparker ud, når man holder hoven oppe. Lad det ikke komme til en kamp om, hvem der er stærkest, men sæt hellere benet ned igen og vent til senere. Vi skal jo ikke lære føllet at sparke ud efter os.

Senere er det en god ide at lægge grime og træktov på føllet og at føre det rundt i nærheden af moderen. Samtidig med det kan man vænne føllet til at standse ved et let træk bagud i træktovet og at gå frem på et let træk. Det vigtigste ved træningen er, at det foregår stille og roligt. Man må ikke lave noget, som udløser føllets flugtadfærd.

 

Hvis nogen er interesseret i føltræning, tag et kig på www.foalnz.com hvor to hestetrænere, Leigh Wills og Sally King, har udviklet et træningsprogram til fuldblodsføl, mens de går hos moderen. Programmet er meget populært blandt jockeys og væddeløbstrænere, fordi de heste, der som føl har været igennem programmet, er væsentligt roligere og nemmere at håndtere end mange andre fuldblodsheste.

 

Til sidst, det allervigtigste

To ting er vigtige, når man arbejder med føl. Det ene er, at man ikke må overanstrenge føllet, hverken fysisk eller psykisk. Altså kun kortvarig træning med flere dages pauser ind imellem. Det andet er, at føllet stadig skal være sammen med andre heste, både jævnaldrene og voksne heste, således at det kan blive ordentligt socialiseret. (Se også min blog: Tal med din hest – brug kropssprog).

En detaljeret beskrivelse af føls adfærdsudvikling kan du læse i kapitel 9 i bogen ‘The domestic Horse’, Cambridge University Press 2005

 

 

Mig med Prins på skødet.

Prins var et 3 uger gammelt Shetlands hingsteføl, som hans mor absolut ikke ville kendes ved, så vi selv måtte opfostre ham. I dag er Prins en normal lille hingst, der lever sammen med andre Shetlandsponier. Hans mor har senere født et føl, som hun selv har opfostret uden problemer.

 

fb-share-icon