Ridning på hesteryg er en aktivitet, vi mennesker har foretaget os i tusindvis af år. Måden vi i dag gør det på er gennemsyret af traditioner fra gammel tid, og betegnelser for udstyr og ridemåde stammer ofte fra sprog, der var populære i visse perioder (f.eks. tysk og fransk). Heste har præget udviklingen af vores civilisation, både som last- og trækdyr og til ridebrug. Især i forbindelse med krigsførelse var heste vigtige, sidst både i første og i anden verdenskrig. Mange dressurøvelser stammer oprindelig fra den træning, krigsheste tidligere gennemgik.
Helleristning fra Tanum i Sverige,
fra the Bronzealderen (1700–500 år f.Kr.)
Oven i alt det gamle kommer der også nyt til. Nyudviklet udstyr bliver populært eller en bestemt ridestil griber om sig. Tænk blot på tidligere tiders springstil, der nærmest var diametralt modsat nutidens springsæde. Eller det at ride bag lod, der tidligere var forkert og i dag nærmest er en regel mere end en undtagelse. På udstyrssiden forsøger bidløse trenser og bomløse sadler at vinde indpas på markedet, og rideudstyrsforretningerne bugner med varer, som kan tømme de fleste rytteres pengepung. Sådan var det ikke i ”de gode gamle dage”, hvor vi stort set klarede os med grime, trense og sadel samt en børste og en hovrenser.
Både for det gamle traditionelle og for det nye, moderne gælder, at blot fordi noget er gammelt (eller nyt), er det ikke altid det bedste. Ting og fremgangsmåder, der har været anvendt i hundredevis af år, er ikke nødvendigvis de mest fremragende. På samme måde betyder det ikke nødvendigvis et fremskridt, når nyudviklede ting og fremgangsmåder erstatter noget af ældre dato.
En vittighed (som absolut intet har med heste at gøre) illustrerer, hvordan en tradition kan opstå. Manden i et ungt ægteskab havde lagt mærke til, at hans kone skar en skive af flæskestegen i hver ende, inden hun satte den til at stege i ovnen. Da han spurgte hende, hvorfor hun gjorde det, svarede hun at det vidste hun ikke rigtigt, men det havde hun lært af sin mor. Et stykke tid senere spurgte manden så sin svigermor, hvorfor man skar enderne af en steg, inden den kom i ovnen. Hun mente, at det vist nok var for at gøre kødet mere mørt. Det havde hun i hvert fald lært af sin mor. Så næste gang hele familien var samlet, spurgte de så bedstemoderen, hvorfor man skar enderne af en steg inden stegningen. Bedstemoderen svarede, at dengang hun lavede mad til sin familie, havde hun kun en ret lille bradepande. Så for at få stegen til at passe i bradepanden, havde hun været nødt til at skære lidt af enderne.
En gang imellem gør vi klogt i at stoppe op og tænke lidt over, hvorfor vi egentlig gør som vi gør. Er det den bedste måde at gøre det på? Er det nu også godt for hesten, den måde vi gør det på, eller gør vi det blot for vores egen bekvemmeligheds skyld? En ting der nu om stunder heldigvis har ændret sig gevaldigt, er vores indstilling til hestens ve og vel. Hvor heste tidligere hovedsaligt var et arbejdsredskab, har de fleste af os indset, at heste faktisk har behov og følelser, som vi skal tage hensyn til i vores arbejde med dem. Men nogle gange har vi en tendens til at mene, at det, der er godt for os også er godt for hesten, hvilket absolut ikke altid er tilfældet.
I min blog vil jeg først skrive lidt om hestes natur og adfærdsbehov ved at betragte de heste, som har mulighed for selv at bestemme. Senere vil jeg komme ind på, hvordan heste lærer at klare sig i naturen og hvordan den måde, de lærer på kan udnyttes i vores træning af dem. Ind imellem vil jeg komme ind på forskellige emner som f.eks. brug af dækken, betydningen af hestens lugtesans og følesans, betydningen af vores og hestes kropssprog for kommunikationen mellem os, samt flere andre ting, der ikke altid står beskrevet i hestebøger.
Der vil uden tvivl være nogle emner, som ikke alle vil være enige i. Vi har alle vores veletablerede meninger om mangt og meget, og det kan være svært at give slip på noget, der har fulgt os i mange år. Jeg ser det heller ikke som min opgave ”at slå ting i stykker” eller at rive fordomme ned, men mere at oplyse om nogle af de ting, vi hesteforskere har undersøgt i de senere år, og at opfordre til selv at finde ud af, om endeskiverne stadigvæk skal skæres af flæskestegen. Hvis de skal det (eller ikke skal det), hører jeg meget gerne om jeres argumenter for eller imod (men ikke nødvendigvis om flæskestege).
Når vi bedømmer, om noget er godt eller skidt, er det vigtigt at tage med i betragtningen, at ting og fremgangsmåder kan have indtil flere konsekvenser og på samme tid have både gode og dårlige konsekvenser. Inden for lægevidenskaben ved vi f.eks. at medicin så godt som altid har bivirkninger. Nogle bivirkninger kan være skadelige, men andre kan være harmløse eller endog gode. Aspirin f.eks. dæmper smerte, f.eks. hovedpine. Men hvis vi oftere sluger en aspirintablet kan syren i tabletten give mavesår. Omvendt hæmmer aspirin blodkoagulation, hvilket betyder at risikoen for at få en blodprop mindskes. Og endelig har aspirinen også den virkning, at den får vores urin til at lugte. Aspirin har altså både gode, dårlige og harmløse bivirkninger udover den egentlige virkning. Men selv hvis bivirkningerne er dårlige (f.eks. kemoterapi), kan det være fornuftigt at bruge medicinen, fordi den sygdom den skal hjælpe mod er endnu værre (f.eks. kræft).
Ikke kun medicin har bivirkninger eller sideeffekter. En bestemt fremgangsmåde kan også have det. At lægge sko på en hest er et godt eksempel, fordi det både kan være godt og dårligt. Når en uskoet hest lægger vægt på sin hov, presses hovvæggene en smule fra hinanden. Når hoven igen løftes, trækker hovvæggene sig igen sammen. Denne pumpeaktion stimulerer blodomløbet og styrker dermed hoven men foregår i mindre omfang, når hesten har sko på. Hvis hesten hovedsaligt går på blød bund, har den det bedst uden sko. Men hvis den går meget på asfalt eller i stenet eller glat terræn, kan sko være nødvendige. (Og hvis du spørger din hovsmed om sko er nødvendige, vil han nok sige ja. Han lever jo af at sko heste.)
Et andet forhold, som også er velkendt inden for lægevidenskaben, og som skal med i vores bedømmelse af, om noget er godt eller dårligt, er placeboeffekten. I tusindvis af år har medicinmænd (shamaner, healere og hvad de ellers kaldes) vidst, at en patients tro på en behandling kan have en gavnlig effekt. Også i vore dage spiller placeboeffekten en stor rolle. Inden en ny slags medicin kan godkendes, skal medicinalfirmaet ikke alene bevise, at det virker mod en eller anden sygdom. Firmaet skal også teste, hvor stor en del af virkningen skyldes placebo. Det gøres ved, at nogle patienter får den egentlige medicin og andre får et uvirksomt middel, der ligner den rigtige medicin (f.eks. kalktabletter), og derpå at sammenligne effekten af de to behandlinger.
Det afgørende ved placeboeffekten er vores tro på, at en behandling virker. Enhver kræftlæge ved, at så længe en patient tror på helbredelse, er der et lille håb. Men troen på noget spiller ikke kun en rolle i forbindelse med sygdom. Tro kan indvirke på mange andre forhold. Inden nordamerikanske indianere drog i krig, malede de sig selv og deres heste med krigsmaling. Hestene fik f.eks. malet en ring omkring øjne og næsebor for at skærpe deres syn og deres lugtesans, så de bedre kunne opdage fjenden, eller de fik malet en pil eller et lyn på lårene, så de kunne løbe hurtigere. Om det virkelig havde en virkning, melder historien ikke noget om, men hvis hestens rytter troede på det, har det uden tvivl gjort ham modigere.
Jeg kan forestille mig, at en rytter der skal deltage i et stævne, føler sig bedre tilpas, hvis hendes hest er velstriglet, måske endda nyvasket, med perfekte rosenknopper i manen, perler på pandebåndet og nypudset sadel på ryggen, end hvis hun kom med en hest, der lige var hentet ind fra mudderfolden. Og når hun føler sig bedre tilpas, er hendes chancer for en placering måske en lille smule større.
Med andre ord, inden vi beslutter med os selv, om noget er godt eller skidt, er det fornuftigt at gøre sig tanker om plusser og minusser både for os selv og for hesten. Hvis det så lykkes at få lagt de fleste vigtige aspekter på vægtskålene, vil man have en bedre chance for at afgøre, om det man gør, er i orden, eller om der er noget der skal ændres.
