Heste lugter godt

Heste lugter godt

8. januar 2019 Af Jan Ladewig

De fleste hestefanatikere vil nok være enige i den overskrift. Hvem har ikke lugtet til en hests næsebor, når den ånder ud. Tænk hvis man kunne lave en parfume af den duft. Ingen dårlig ånde, måske fordi heste ikke ånder gennem munden, men kun gennem næsen. Kun når hesten hoster, kan den støde luft ud gennem munden.

 

Men det jeg ville skrive om er hestens lugtesans, altså hestes evne til at lugte. Heste har en særdeles veludviklet lugtesans. De ville kunne bruges som ”sporhunde”, hvis man ellers ville træne dem ligesom sporhunde trænes.

 

De fleste pattedyr har en veludviklet lugtesans. De er det der kaldes ”makrosmatiske”. Kun enkelte dyrearter er ”mikrosmatiske”, dvs.har en mindre veludviklet lugtesans. Det er akvatiske pattedyr (hvaler, delfiner) og primater (aber, mennesker).

 

Og eftersom vores lugtesans ikke er så veludviklet, kan vi slet ikke forestille os den verden, som dyr med en veludviklet lugtesans lever i. Ligesom vi modtager tusindvis af informationer f.eks. fra vejskilte, reklameopslag, valgplakater, lyssignaler og meget andet, således får dyr tusindvis af informationer fra duftspor fra andre dyr, dufte fra madvarer, lugten af brunstige hunner og meget andet.

 

Mange dyrearter afsætter duftspor. Hanhunde letter ben. Katte gnider kindkirtler eller strinter. Grise skraber med forbenene og afsætter lugte fra kirtler i klovene. Også heste afsætter duftspor. Hingste gøder i deres hjemmeareal for at meddele andre hingste om ”hvem der bor her”. De danner faktisk små tuer af gødning. På engelsk kaldes de ”stallion piles”. Hopper i brunst (eller som det også hedder: hopper der er hestegale) urinerer hyppigere, end når de ikke er i brunst, for at meddele andre heste om deres tilstand. Dels fordi de vil tiltrække en hingst, så de kan parre sig og blive drægtige, dels for at stimulere andre hopper til at komme i brunst, så de også kan blive bedækket. Det er vigtigt for nyfødte føls overlevelse, at så mange føl som muligt bliver født på samme tid. Når rovdyr har ædt et føl er de mætte og jager derfor ikke andre føl, i hvert fald ikke lige med det samme. (Ja, livet er barskt ude i naturen. Dyrevelfærd er et menneskeskabt fænomen!)

 

De to hingste i filmen er brødre, som er vokset op sammen. De har været adskilt fra hinanden i ca. et år. Filmen viser hingstene lige efter de er ført sammen igen.

 

Når heste møder hinanden, er det første de gør at snuse til hinandens ånde fra næseborene. Som regel følger et hvin fra begge heste og ofte et spark med et forben. Hingste vil lidt senere også snuse til hinandens penis eller, hvis det er en hoppe de møder, til flanken af hende.

 

 

Når en hest ”møder” en klat gødning, standser den som regel op og lugter til den. En hest kan lugte om gødningen stammer fra en hoppe eller en hingst. Den kan uden tvivl også lugte om gødningen stammer fra en hest den kender. Hingste kan lugte om gødningen stammer fra en anden hingst eller fra en hoppe, samt om hoppen er ved at komme i brunst.

 

 

 

 

Når flere hingste går sammen kan de afholde ”gødningskonkurrence”. Først gøder en hingst. Derpå går en eller flere andre hen og lugter til gødningen, hvorpå de selv gøder ovenpå. Og det kan de få megen tid til at gå med. Når de alle sammen har haft deres tur, slutter en hingst af med at komme sin gødning oven på de andres. Man mener at den sidste hingst er den der er stærkest i gruppen.

 

Der er ingen tvivl om, at ”konkurrencen” har den virkning, at hingstene finder ud af hvem der er stærkest. Derved undgår de at skulle kæmpe med hinanden, men finder ud af magtfordelingen på en langt fredeligere måde. (Tænk hvis vi mennesker kunne gøre det på samme måde. Måske ville verden være noget fredeligere at leve i!)

 

Flehmen adfærd

Alle dyr har en lugtesans. Evolutionsmæssigt er lugtesansen den ældste af alle sanser. Fisk kan spore duftstoffer i vand. Hajer kan f.eks. lugte blod. Slanger stikker deres todelte tunge ud af munden, vifter med den for at ”fange” duftstoffer i luften, og bringer dem derpå ind i næse-mundhulen til et organ, der hedder det vomero-nasale organ.

Også pattedyr har sådan et organ. Udover den egentlige lugtesans har de en lugtesans nummer 2, (som kaldes en accessorisk lugtesans). Nogle pattedyr bruger den til at spore små mængder duftstoffer, f.eks. fra et hundyr, der er lige ved at komme i brunst. Hov- og klovdyr (såsom heste, kvæg, får og geder) viser det ved at lugte til f.eks. urin, hvorpå de løfter hovedet og krænger overlæben opad. Adfærden kaldes flehmenadfærd. Bevægelsen bringer duftstoffet ind til sansecellerne i organet, og informerer om brunsten er på vej. Den accessoriske lugtesans er således en mere fintfølende lugtesans end den primære lugtesans.

 

Hundyr i brunst udskiller duftstoffer, såkaldte feromoner, som fortæller handyr at hun er brunstig. Det er ikke hos alle dyrearter, at hanner og hunner lever sammen, sådan som heste gør. Hos nogle dyrearter er hanner og hunner kun sammen i brunstsæsonen. Derfor er det vigtigt for hundyr at lave “reklame” om deres tilstand. Når de tisser en klat urin så mange steder som muligt, svarer det til at hænge plakater  op på lygtepæle: Kom og besøg mig! Jeg er brunstig.

 

Udover at give en hingst information om en hoppe snart kommer i brunst, stimulerer feromonerne samtidig hingsten til at danne det mandlige kønshormon testosteron. Og når man skal sørge for at bedække 10-12 hopper i løbet af relativ kort tid, kan det nok være nødvendigt.

 

Læg mærke til på filmen at mens hingsten viser flehmenadfærd, tisser han på hoppens urin, sandsynligvis for at meddele andre hingste, at denne hoppe tilhører ham.

 

En hest kan blive bange for ukendte lugte

 

En hest der ikke er vant til bestemte lugte, kan blive bange for dem første gang den møder dem. Hvis din hest f.eks. pludselig bliver bange for et eller andet, når I er ude på tur, kan det være en duft, som du ikke nødvendigvis selv kan lugte. Det siger sig selv at det er forkert at skælde hesten ud eller at straffe den. Du må lade tvivlen komme hesten til gode og blot berolige den. Heste kan f.eks. være bange for lugten af grise, af blod eller af røg. Hvis du har en usædvanlig duft på din krop (en ny parfume eller fordi du har klappet en gris), kan en hest måske have lidt svært ved at genkende dig.

 

Min kollega, Janne Winther Christensen, undersøgte engang om heste reagerede på lugten af rovdyr (ulveurin, løveurin eller lugten af ulvepels). Resultatet viste, at de ikke var bange for lugten i sig selv. Men hvis de blev udsat for lugten af en ulv plus lyden af en plastikpose, blev de bange. I naturen er det ikke ualmindeligt at heste lever i samme område som rovdyr. Men det ville ikke være godt hvis de skulle gå rundt og være bange hele tiden. Kun hvis der sker noget yderligere, som f.eks. at ulvene pludselig begynder at jage, er der særdeles god grund til at være på vagt.

fb-share-icon