Eller rettere sagt: et af hesteavlerens mange problemer!
Hesteavl går ikke altid som planlagt. Antallet af avlshopper, der mister deres foster i begyndelsen af drægtigheden (fra 10 op til 30 procent) er væsentlig højere end hos andre husdyr. Der er mange forskellige årsager til den tidlige fosterdød, men de er vanskelige at diagnosticere og dermed vanskelige at helbrede s at forebygge. Det siger sig selv, at tidlig fosterdød påfører hesteavlere et væsentligt økonomisk tab.
En af de mindre kendte årsager til den tidligere fosterdød blev opdaget for 60 år siden. En britisk zoolog, Hilda Bruce, forskede i laboratoriemus’ sexualadfærd og opdagede, at lugten af en fremmed hanmus – eller blot lugten af hans urin – kort tid efter befrugtningen kunne få en drægtig hunmus til at miste fostrene. Derved kom hun (altså musen) i brunst igen og kunne parre sig med den nye han, som så ville acceptere hendes unger. Duftstofferne, også kaldet feromonerne, af den nye han sikrede, at han blev far til de nyfødte unger.
Effekten af feromonerne, som fik navn efter deres opdager og kaldes Bruce effekten, er siden blevet påvist hos andre dyrearter, især hos dyrearter hvor der er risiko for, at hannen dræber nyfødte unger, som ikke er hans egne. Denne mindre sympatiske adfærd er f.eks. velkendt hos løver. Hunløven kan derved ”spare tid” og på længere sigt producere mere afkom. (Hanløven dræber ikke andre hanløvers unger af ondskab. Han gør det, for at hunløven hurtigt kommer i brunst igen, så han kan parre sig med hende og få sit eget afkom.)
Men – som vi hankønsvæsener ofte erfarer – er hunkønsvæsener nogle gange mere snu end som så. Hos nogle dyrearter sørger hunnen for at parre sig både med en fremmed han og efterfølgende med sin ”sædvanlige” han, således at denne sidste tror, at han er far til hendes afkom. Derved undgår hunnen at miste det.
For nogle år siden blev både Bruce effekten og hunkønsvæseners snuhed påvist hos heste. Selvom det (heldigvis) forekommer meget sjældent, sker det at en hingst (eller en vallak, der ikke har opdaget at han er det) dræber et føl. (Måske er det også årsagen til, at heste kan angribe får eller deres lam). Forskere fra Tjekkiet lavede en undersøgelse blandt 30 hesteavlere og analyserede frugtbarhedsfrekvensen hos 60 hopper, der tilsammen havde folet i alt 81 gange.
Hopperne blev inddelt i 3 grupper. Gruppe 1 bestod af hopper, der var blevet bedækket hjemme på stutteriet af avlerens egen hingst og som gik sammen med hingsten under drægtigheden. Gruppe 2 bestod af hopper, der var blevet transporteret til en fremmed hingst, bedækket, og derpå transporteret hjem igen. Efter hjemkomsten blev de holdt adskilt fra avlernes egen hingst (”hjemmehingsten”). Den 3. gruppe hopper blev også bedækket af en fremmed hingst men blev efterfølgende holdt på samme fold som ”hjemmehingsten”, som så efterfølgende kunne bedække hopperne.
Figuren viser, at alle gruppe 1 hopper, der blev bedækket hjemme, fik føl. Ca. halvdelen af gruppe 2 hopperne, der var blevet bedækket af en fremmed hingst og efter hjemkomsten holdt adskilt fra hjemmehingsten, fik føl, mens ¾ af hopperne i den 3. gruppe fik føl.
Forskerne konkluderede, at den forhøjede aborthyppighed hos gruppe 2 hopperne, som gik adskilt fra hjemmehingsten, var et resultat af, at hopperne ikke havde mulighed for at ”snyde” hjemmehingsten med det formål at forhindre fremtidigt tab af deres afkom. Endvidere konkluderede de, at den almindelige praksis med at bringe en hoppe til bedækning eller kunstig inseminering med en fremmed hingst og derpå holde hoppen hjemme på stutteriet kan være en del af årsagerne til den lave frugtbarhedshyppighed hos heste. (Analysen er beskrevet i: Bartos, L., Bartosova, J., Pluhacek, J. & Sindelarova, J. (2011). Promiscuous behaviour disrupts pregnancy block in domestic horse mares. Behaviour, Ecology and Sociobiology, 65:1567-1572.)
En ting som den tjekkiske undersøgelse ikke analyserede tilstrækkeligt detaljeret var, hvor tæt kontakt gruppe 2 hopperne havde med hjemmehingsten. Hvis de var i stand til at lugte hjemmehingsten, kunne det være årsagen til den tidlige forsterdød. Men hvis hopperne blev holdt uden for “lugteafstand” til hjemmehingsten, er der mulighed for, at den tidlige fosterdød kunne undgås. Som bekendt har heste en særdeles veludviklet lugtesans, se f.eks. min blog: Heste lugter godt.
Det at dyr, herunder heste, udvikler både Bruce effekten og adfærden med at “snyde” med hvem der er fader til et hundyrs afkom, sker sandsynligvis ikke bevidst. Bruce effekten er resultatet af fysiologiske processer. Undersøgelser på laboratoriemus har vist, at feromoner påvirker det område af hjernen, som stimulerer udskillelsen af et hormon (prolactin), og det bevirker et henfald af corpus luteum (det gule legeme) og dermed abort af fosteret. Men at en hoppe vælger at parre sig med en eller flere bestemte hingste, er muligvis en nedarvet adfærd, som øger hendes chance for at få føl.
Hopper vælger faderen til sine føl
Jeg har flere gange været ude for hundeejere, der har anskaffet sig en dyr, raceren hunhund med det formål at avle hvalpe på den, som de så vil kunne sælge og tjene penge på. Projektet er imidlertid slået fejl, for i mellemtiden har hunhunden forelsket sig i naboens gadekryds og vil ikke tillade, at en fremmed hanhund bedækker hende.
For et par år siden oplevede jeg noget tilsvarende med en hoppe, som gik sammen med en vallak. Da hoppen blev hestegal gav hun alle mulige signaler til valakken om, at hun var parat til at blive bedækket, men han havde åbenbart været vallak så længe, at han ikke forstod hendes signaler. Da vi nærmede os slutningen af hendes brunst, blev hun transporteret til en hingst for at få hende bedækket. Men ham ville hun overhovedet ikke have noget med at gøre. Hun klemte halen mellem benene, lagde ørerne fladt ned og bed og sparkede efter ham, selvom han ihærdigt (men forsigtigt) forsøgte at overtale hende. Til sidst opgav hingsten og tabte interessen for hende, så vi opgav og kørte hende hjem igen til hendes vallak. Så snart hun kom ind på folden til ham, viste hun igen alle tegn på at være særdeles hestegal.
Enkelte observationer på vildtlevende heste viser noget tilsvarende. To adfærdsforskere, der i en årrække observerede Garrano heste, som lever vildt i Galicia i det nordvestlige Spanien, fulgte bl.a. to hopper i en haremsgruppe, som var tæt knyttet til hinanden. Da brunstsæsonen startede, forlod de begge deres gruppe og gik sammen over til en anden haremsgruppe, hvor den ene hoppe blev bedækket af hingsten i denne gruppe. Derpå vendte de begge tilbage til deres egen gruppe. Men da den anden hoppe kort tid senere kom i brunst, gik de begge igen over til den anden hingst, hvor hun blev bedækket, for derpå igen at vende tilbage. Den samme adfærd observerede forskerne det følgende år. Åbenbart foretrak hopperne deres eget hjemmeareal, men den anden hingst. (Episoden er beskrevet i bogen ”The Horse” af Wendy Williams, www.oneworld publications.com, som på grund af mange andre beskrivelser er særdeles læseværdig.)
