Sådan ser tandsættet ud hos en unghest. (Denne hest blev ikke så gammel!) Øverst i højre hjørne befinder hjernen sig. Tænderne fylder meget mere end hjernen. Man fristes næsten til at sige, at heste tygger bedre end de tænker.

Antropomorfisme:

At tillægge hesten menneskelige evner, den ikke har

Heste er fantastiske dyr. (Jeg regner ikke med at få mange klager over at skrive den sætning!) De er ufatteligt tålmodige – ellers ville de næppe finde sig i de mange mærkelige ting, vi udsætter dem for. De er enormt stærke og alligevel kan vi håndtere dem med et enkelt reb eller et par læderremme (altså hvis de ellers er opdraget korrekt). De er nøjsomme. I naturen kan de leve, overleve og formere sig på områder, hvor ikke engang køer kan leve. De er lærenemme. Der er næsten ingen grænser for de tricks de kan lære.

Heste er også kærlige dyr. Øh, nå ja. Mine heste elsker mig – eller i hvert fald kan de godt li’ mig, når jeg kommer med foder til dem. Når jeg kommer med sadel og trense i stedet for foderspanden, blegner kærligheden måske lidt. Men som sagt, godt at de er så tålmodige.

Når heste er så vidunderlige, kan man dårligt fortænke hesteelskere i, at de tillægger deres kæledyr så mange gode egenskaber. For dem kan en hest være modig, loyal, klog, troværdig eller beslutsom. Den kan vise respekt for ejeren. Omvendt, hvis en hest så ikke lever op til forventningerne, kan den være dum, doven, ond, ondskabsfuld, uartig, drilsk eller stædig.

Men at tillægge heste alle disse flatterende og mindre flatterende egenskaber er ikke alene forkert ud fra et biologisk synspunkt. Hvad de negative egenskaber angår, er det også uetisk, fordi det kan retfærdiggøre en hårdhændet behandling af hesten. Den ”dovne” hest piskes eller sparkes til at bevæge sig hurtigere. Den ”ondskabsfulde” hest straffes, når den lægger ørerne tilbage.

Tænk på sådan et begreb som ’at være modig’. Det betyder, at man gør et eller andet til trods for, at man ved, at der kan være noget farligt forbundet med det. Man løber ind i et brændende hus for at redde babyen ud, til trods for at man ved, at man kan blive dræbt ved at gøre det. Hesten springer over et spring, som den aldrig har set før. Den ved ikke hvad der gemmer sig på den anden side af springet. Eller den løber igennem et vanskeligt terræn med huller og sten og andet, den kan brække benene på. Men er den klar over risikoen eller er den i stedet så veltrænet, at den udelukkende adlyder rytterens schenkler? Mon ikke en hest, der springer alt hvad man peger på, ikke er modig men blot veltrænet?

Det samme gælder begrebet respekt. Der er ingen tvivl om, at vi mennesker skal respektere hesten. Men det er højst usandsynligt, at en hest besidder den mentale kapacitet til at respektere mennesket. (’Hun blev vred på mig i går, fordi jeg rev en bom ned, så jeg må hellere løfte benene lidt mere i dag.’). I stedet for at tale om respekt, er en simplere og dermed bedre indstilling til tingene at sørge for, at hesten lærer den korrekte adfærd på de signaler vi giver den.

Hestens hjerne

Vi ved naturligvis ikke, hvordan heste tænker. Men der er mange tegn på, at deres tankegang er meget simplere end man umiddelbart skulle tro. Et af de vigtigste argumenter herfor er, at hjerneaktivitet koster megen energi. Hos mennesker udgør hjernen ikke mere end cirka to procent af kroppens samlede vægt, men den forbruger cirka 20 procent af den samlede energi, som vores kroppe bruger, når vi slapper helt af. Heste er som sagt nøjsomme. I naturen lever de af foder, som er rigt på fibre og fattigt på næringsmidler. Det betyder, at de ikke har ubegrænsede mængder af energi til rådighed. Selvom hestens hjerne kun er halvt så stor som vores hjerne, gælder den samme regel: det er (energimæssigt) dyrt at tænke. Eller som nogle af mine kollegaer udtrykker det: en veludviklet hjerne er en luksus, heste ikke har råd til.

Menneskehjerne           Hestehjerne                                      Hestekranium.

Pandelap oven over pilen                                              Hjernen markeret med rødt.

Den del af hjernen, som vi mennesker har væsentlig mere af end dyr, er pandelappen (yderst til venstre på billedet ovenfor). Det er den del der bl.a. gør os i stand til at associere. Derfor kan vi regne ud, at hvis A er større end B, og B er større end C, så er A også større end C. Nervecellerne i pandelappen modtager information fra talrige andre områder af hjernebarken og sætter os i stand til f.eks. at koble det hele sammen og komme med et nogenlunde fornuftigt resultat. Alene i hjernebarken har vi i gennemsnit 20 milliarder nerveceller. (Kvinder har 19 milliarder og mænd har 23 milliarder. Men som de fleste kvinder ved, bruger vi mænd dem ikke alle sammen!) Hvor mange celler heste har i hjernebarken, er der vist ikke nogen der har talt, men de har væsentlig færre.

Hvordan hestehjernen fungerer

Der er flere forskellige kriterier, der skal være opfyldt, for at bevise at en hest (og andre dyr) kan ræsonnere. Et af dem er, at hesten skal kunne udføre en bevægelse, som ikke er en del af dens naturlige adfærd, blot ved at se en anden hest gøre det. Et godt eksempel på, om heste kan lære det eller ej, er træning af heste i at manipulere en plade for at opnå en foderbelønning, altså simpel operant betingning.

Først lærer man en hest at trykke på en plade for at få foderbelønningen. Det gøres relativt nemt ved at lade hesten stå lige foran pladen og lade en godbid falde ned i skålen under pladen. Derpå venter man, som regel ikke ret lang tid, inden hesten begynder at søge efter flere godbidder ved at undersøge skålen og pladen. Ved et tilfælde kommer den til at trykke på pladen (1) og – vupti – (2) får den endnu en godbid. Hesten er interesseret i foderet og forsøger sig frem til at få mere, en fremgangsmåde der kaldes forsøg-fejl metoden. Den gentager sin søgen, som regel lidt mere målrettet mod pladen, og kommer igen til at trykke på den. Efter at have gentaget sine forsøg et antal gange og mere eller mindre ”kommet til” at trykke på pladen, lærer den efterhånden forbindelsen mellem trykket på pladen og foderet.

En hest der har lært at trykke på pladen 10 gange – ikke for at få en godbid men for at komme ind til sin ven. Det røde blinklys er ikke beregnet til at hesten kan tælle – hesten bliver bare ved med at trykke indtil døren går op. Blinklyset er beregnet til personen der skal åbne døren efter et bestemt antal pladetryk.

Hvis man lader en anden hest iagttage hesten efter den har lært forbindelsen mellem pladetryk og godbid, og derpå lader den selv forsøge at få en belønning, vil den ikke med det samme trykke på pladen. Den skal også først forsøge sig frem, ligesom den første hest. Det eneste hest nr. 2 har lært af hest nr. 1 er, at et eller andet sted i nærheden af plade eller skål, er der godbidder, således at den eventuelt lærer hele processen lidt hurtigere. Lugten af godbidden og/eller lokaliteten hvor det foregår, stimulerer hest 2 til sine forsøg-fejl, det der kaldes stimulus facilitering eller lokalitets facilitering (dvs. forstærkning). Men selve handlingen skal den selv lære.

Andre forsøg viser, at heste ikke lærer ny adfærd ved at iagttage en anden hest. F.eks. bliver heste ikke krybbebidere ved at stå ved siden af en krybbebider. (At krybbebide er ikke en naturlig adfærd.) Og heste bliver heller ikke mindre bange for noget skræmmende ved at se en hest, der ikke er bange for det, gå forbi.

De heste der er i stand til at bryde ud af deres boks ved at åbne lukkemekanismen med mulen har lært sig det ved forsøg-fejl metoden, uden tvivl efter mange mislykkedes forsøg. Og igen, nabohesten lærer ikke at åbne sin boks blot ved at se på, men må også igennem mange forsøg og fejl, før det lykkes.

Selvom heste har færre brikker at flytte rundt med end vi har, klarer de sig ganske udmærket. Faktisk har de galoperet rundt på jordkloden i tusindvis af år, inden vi ankom på scenen. Ikke alene er deres mentale evner fuldt tilstrækkelige til at leve, at overleve og at forplante sig, men i nogle tilfælde er det en fordel for dem at have en simplere tankegang. Inden et føls fødsel når dets hjerne at udvikles i en sådan grad, at føllet er i stand til at følge med flokken allerede inden for det første levedøgn. Men når det er sagt, er der naturligvis mange andre ting et føl skal lære for at begå sig i livet.

Der er faktisk andre aspekter af hestens hjerne, som er bedre end vores hjerne. Det bedste eksempel på den påstand er hestens hukommelse. Ikke alene kan heste huske ting og situationer i årevis, hvilket vi som regel også kan. Men til forskel fra os er hestens hukommelse ”fotografisk”. Den ændrer sig ikke over tid, fordi den kun hentes frem, når hesten befinder sig i en lignende situation, som den der huskes. Vi mennesker derimod kalder hukommelsen frem og vender og drejer den og analyserer den, så den undervejs ændrer karakter. Nogle aspekter udelades, andre forøges, således at hukommelsen af den oprindelige situation med tiden ændres. Den fisk vi fangede på sidste fisketur, bliver større og større, hver gang vi fortæller om den. Når vi aflægger vidnesbyrd om en eller anden hændelse, ændrer hændelsen karakter hver gang vi tænker på den og hver gang vi beretter om, hvad der egentlig skete.

Der er naturligvis flere andre forskelle mellem vores og hestes hjerner. Nogle af dem har betydning for den måde vi træner og rider heste på, men de må vente til en senere blog. Tag i stedet en ridetur ud i naturen og nyd den, inden det bliver for varmt og inden insekterne kommer.