Hvor svært kan det være?  To fingre!

De fleste ryttere er pæne, velopdragne mennesker, der kun sjældent giver en finger – I ved, den længste af dem og når den peger opad. Desværre er der en del ryttere, der heller ikke giver to fingre – sådan som vist på billederne.

I de gode gamle dage lærte vi, at man skulle kunne få to fingre ind mellem hestens næseryg og dens næsebånd. Meget simpelt, så simpelt at selv vi børn (som vi var dengang) også kunne forstå det. Og selvfølgelig skulle de to fingre stå på højkant. Ellers havde det jo været nok med en finger. Og selvfølgelig skulle det være på næseryggen. Det er jo der og på underkæbegrenene, at det strammer mest.

Men så begyndte folk at stille mere eller mindre kloge spørgsmål: Skal fingrene ligge ned eller stå på højkant, skal det være midt på næseryggen eller på siden af den, skal det være tykke fingre eller tynde, og så videre i den dur. Og resultatet var, at ryttere ikke fulgte reglen mere men strammede næsebåndet på livet løs. Dressurryttere var især ihærdige, fordi de derved kunne forhindre deres hest i at stikke tungen ud eller at åbne munden, hvilket ikke var velset i konkurrencesammenhæng. Men også mange springryttere – og andre – fandt ud af, at et stramt næsebånd gjorde det lettere at kontrollere deres hest. Det gjorde hesten mere følsom for biddets virkning.

Problemet kom først rigtigt i fokus, da forskellige heste gik rundt på opvarmningsbanen, inden deres deltagelse i en dressurklasse, og publikum fik øje på hestenes tunge, som hang slapt og blå ud af munden, som regel i forbindelse med hyperflektion (eller Rollkur). At tungen er blå skyldes at biddet (eller rettere biddene)  klemmer blodkarrene i tungen fuldstændigt sammen, således at blodcirkulationen standser. Hvis næsebåndet ydermere er stramt, forhindres hesten i at åbne munden i et forsøg på at mindske biddets tryk på tungen. Underkæben og tungen er simpelthen klemt fast mellem bid og den bageste del af næseremmen.

Min kollega, Orla Doherty fra Irland, har for nogle år siden undersøgt 750 dressur- og military heste lige inden eller lige efter de deltog i et internationalt stævne, både i England, i Irland og i Belgien. Hun målte hvor stramt næsebåndet var spændt ved at forsøge at få to, halvanden, en, en halv eller nul fingre ind. (Faktisk brugte hun ikke sine fingre, men en næsebåndsmåler udviklet af ’The International Society for Equitation Science’ (ISES). Se billedet.) Resultaterne viste, at hos 44 % af alle heste kunne hun overhovedet ikke få en finger ind, og hos kun 7 % af hestene kunne hun få to fingre ind. Hos de resterende 49 % kunne hun få mellem en halv og halvanden fingre ind.

Et par år senere blev en lignende men langt mere omfattende undersøgelse gennemført i Danmark i samarbejde med Dansk Rideforbund. (Bravo DRF! Endelig lever I smukt op til jeres Code of Conduct: at prioritere hestevelfærd og hensynet til hesten over alt andet). I alt blev 3143 heste og ryttere undersøgt, både dressur-, spring-, military- og distanceheste. Specielt uddannede stewards indsamlede materiale, som blev analyseret af to dyrlæger og beskrevet i en videnskabelig artikel: Mette Uldahl & Hilary Clayton: Lesions associated with the use of bits, nosebands, spurs and whips in Danish competition horses. Equine Veterinary Journal, 2018.

Som titlen angiver analyserede dyrlægerne ikke alene det forskellige udstyr men også i hvilket omfang det medførte sår og skader på hestene. Kort fortalt viste resultaterne følgende:

• Mellemrummet mellem næsebånd og næseryg blev målt som mindre end 2 cm hos 1529 heste, mellem 2 og 3 cm hos 986 heste og over 3 cm hos 366 heste.
• Sår i mundvigene blev registreret hos både heste og ponyer samt inden for alle discipliner, hyppigst hos dressurponyer (16 %) og dressurheste (10 %), og mest udtalt i de højere klasser.

• Jo løsere næsebåndene var, desto færre sår i mundvigene.

• Der var ingen sammenhæng mellem bidtype og hyppigheden af sår.

• Heste uden næsebånd havde øget risiko for sår i mundvigene, sandsynligvis fordi rytterne har mindre kontrol over hestene og derfor rider med strammere tøjler.

• I alt bar 2415 (dvs.77 %) ryttere sporer, især dressur- og springryttere.
• Længden af sporerne blev målt som under 2 cm (hos 1073 ryttere), 3 cm (hos 864 ryttere), 4 cm (hos 346 ryttere), og over 4 cm (hos 51 ryttere). (81 par sporer blev ikke målt!)
• Hår på sporerne samt hårtab på hestene på stedet hvor sporerne indvirker, registreredes især hos dressur- og springheste samt hos dressur- og military ponyer, og mest udtalt i de lavere klasser.
• På i alt 75 heste var der tegn på brug af sporer. 18 heste havde arvæv, 8 havde hvide hår, 6 havde sårvæske og på 6 heste var der blod. Hos en hest havde rytteren forsøgt at skjule såret.

• I alt havde 7 heste hævelse på skulder eller bagpart efter piskeslag, 5 dressurheste og 2 springheste. Sår på skulder eller bagpart blev registreret på 2 dressurheste og en springhest. På en hest fandtes blod, og hos en hest havde rytteren forsøgt at skjule såret.

Mette Uldahl og Hilary Clayton’s formål med undersøgelsen var at levere materiale til DRF, således at brugen af udstyr i hvert fald i konkurrencesammenhæng bliver lagt i rammer, så hestene ikke udsættes for smerter og misbrug. I betragtning af hyppigheden af læsioner og skader kan udarbejdelsen af et passende regelsæt kun gå for langsomt.

For at få en ide om hvilken følelse hesten oplever, når næsebåndet strammes, har Orla Doherty fra Irland udviklet en lille trykmåler, som bliver sat ind i det der kaldes et svensk næsebånd. (Jeg ved ikke hvorfor det hedder sådan. Det kan da ikke være fordi svenske ryttere ikke har kræfter til at spænde et normalt næsebånd. I øvrigt hedder det ’a crank noseband’ på engelsk.) Med trykmåleren kan hun måle det tryk hesten mærker, når næsebåndet strammes. Trykket varierer fra 200 til 400 mm Hg afhængig af hvor meget hestene forsøger at åbne munden. Inden for lægevidenskaben ved vi, at et længerevarende tryk af den størrelsesorden (og her taler vi om minutter, ikke om timer) medfører skader på nerver og bindevæv hos mennesker.

En hests reaktion på et ubehag eller en smerte i mund- eller næseregionen vil naturligvis være at åbne munden. Et kraftigt tryk på tungen fra biddet vil få den til at stikke tungen ud af munden i et forsøg på at undgå trykket. Alt sammen noget der giver strafpoint i dressurkonkurrencer. Hestens adfærd viser, at der er noget der generer den gevaldigt med det logiske resultat, at den ikke går rytmisk og afslappet og søger mod biddet og alt det der, som den ifølge FEI dressurreglerne skal. Men at forhindre hesten i at vise sit ubehag ved at stramme næsebåndet, i stedet for at sørge for at den ikke udsættes for ubehaget, er det der kaldes en symptomatisk behandling, dvs. en behandling der skjuler problemet uden at løse problemet. Og hesten bliver vel næppe mere afslappet af at få over- og underkæbe klemt sammen af en læderrem. Kan dommerne virkelig ikke se det?

Det jeg personligt synes er allermest trist er, at det overhovedet er nødvendigt at have stewards til at kontrollere, at rytterne opfører sig ordentligt. Hvorfor kan de ikke selv sørge for at behandle deres hest på en acceptabel måde? Er den rød-hvide rosette virkelig vigtigere end deres hestes ve og vel? Vi har med levende væsener at gøre, ikke blot tennisketchere eller sejlbåde eller gymnastikredskaber.

Trist er det også, at personalet lidt højere oppe (især helt oppe!) i de forskellige rideorganisationer, både nationalt og internationalt, først reagerer på problemet, når gryntene fra menigmand M/K når et vist omfang. Der skal åbenbart først drukne indtil flere børn, inden brønden dækkes til.

Men, i anledning af at det snart er jul, som jeg skrev før:

Bravo DRF!

Endelig lever I smukt op til jeres Code of Conduct: at prioritere hestevelfærd og hensynet til hesten over alt andet