For at forstå de heste vi rider på, er det vigtigt at kende deres natur, deres adfærd og deres adfærdsbehov og at vide, hvordan de reagerer, hvis de ikke får opfyldt deres naurlige behov. Kun når de får opfyldt deres behov, kan de leve nogenlunde harmonisk i deres miljø, hvilket er en forudsætning for at udvikle en normal adfærd. Hvad enten en hest blot skal gå en tur i skoven en gang imellem eller om den skal præstere på Grand Prix niveau, har den brug for også at være hest, at være sammen med andre heste, at tilbringe mange af dagens timer med at græsse eller at æde hø, og hvad heste ellers foretager sig.

 

 

 

 

 

 

Przwalski´s heste, Askania Nova, Ukraine

Det er indlysende, at de muligheder heste har i naturen, er meget forskellige fra de muligheder vores rideheste har. Og det er lige så indlysende, at vi umuligt kan give dem helt den samme frihed. Men det vi kan gøre er at undersøge, hvad der er vigtigt for heste, at lave en liste over deres adfærdsbehov med de vigtigste øverst og de mindre vigtige i rækken derunder. Når vi har en sådan prioritetsliste, kan vi undersøge, i hvilket omfang vi kan tilgodese de allervigtigste behov og måske tage mindre hensyn til dem, der står længere nede på listen.

Der er flere måder at undersøge hvad der er vigtigt for heste. Nogle af dem, som jeg senere vil vise, undersøger vi i videnskabelige forsøg. En anden måde er at observere heste ude i naturen. Så det er der vi starter.

 

Vildheste, ferale heste og tamheste

Heste der i dag lever ude i naturen er dels de ægte vildheste, Przewalski’s heste (billedet ovenfor), dels forvildede tamheste. Tidligere mente man, at tamhestene (f.eks. Lippizaneren på billedet nedenfor), nedstammede fra Przewalski’s heste, som er de eneste nulevende ægte vildheste. DNA analyser har imidlertid vist, at det ikke er rigtigt. Vildhestens og tamhestens stamfædre blev af en eller anden grund adskilt fra hinanden for mindst 45.000 år siden, altså længe inden mennesker begyndte at tæmme og domesticere heste for ca. 5.500 år siden.

Alle nulevende Przewalski’s heste nedstammer fra 9 heste, som blev indfanget i 1945. I begyndelsen blev hestene og deres afkom holdt i naturreservater og zoologiske haver. For ca. 40 år siden begyndte man at genudsætte Przewaski’s heste i et stort naturområde i Mongoliet. I dag lever der ca. 300 heste i området. Det nøjagtige antal kendes ikke, da hestene lever fuldstændig vildt uden menneskelig indflydelse.

Przewalski’s heste er ikke de eneste heste, der er ”vendt tilbage til naturen”. Mange steder i verden er tamheste stukket af fra folden eller blevet løsladt. De mest kendte er Mustangs i Nordamerika og Brumbies i Australien. Også i Europa findes forvildede tamheste, f.eks. Sorraia hestene i Portugal, Konic hestene i Polen eller Exmoor ponier i Danmark. Disse heste kaldes ferale heste og er altså ikke ægte vildheste.

 

Hestes naturlige miljø

Både vildhestene og de ferale heste lever i dag i områder, som stiller store krav til deres overlevelsesevne. De foretrækker åbent landskab (steppe, prærie), ofte uden mulighed for læ. (Landskabet omkring Przewalski-hesten på billederne øverst er den oprindelige steppe. Bevoksningen i horisonten er menneskeskabt.) Både i Mongoliet og i Nordamerika svinger sommer- og vintertemperatur i gennemsnit fra plus 30 til minus 30 grader celsius. Begge steder falder et par meter sne hver vinter. I nogle områder kan sneen dække jorden i op til 6 måneder om året. I Australien er den største udfordring for Brumbies at finde vand og føde i de ørkenområder, hvor de hovedsaligt lever (billedet til venstre). I gennemsnit vandrer en Brumby hest 16 km om dagen. Nogle heste har en afstand på op til 55 km mellem græsningsområde og vandingssted, og de bruger ca. 12 timer på at tilbagelægge den. Til gengæld drikker de kun vand hver anden dag, nogle heste kun hver tredje eller hver fjerde dag.

 

Den lille gruppe Mustangs (billedet til venstre) opholder sig det meste af tiden oppe nær bjerg- og bakketoppe, hvor der er frit udsyn til alle sider, men hvor bevoksningen er relativ sparsom. Kun ca. en gang i døgnet eller hvert andet døgn vandrer de ned til et vandingssted i en dal ca. 5 km væk, hvor der vokser græs og buskads. Men selvom græsningen og muligheden for læ er bedre i dalen, foretrækker hestene at vende tilbage til det åbne landskab på højderyggene. Her kan de holde øje med eventuelle rovdyr (ulve, bjørne og cougars eller vildkatte). At være i nogenlunde sikkerhed for rovdyr er vigtigere for hestene end at kunne stå i læ for vejr og vind. På solrige dage er der desuden færre insekter oppe på højderyggene.

 

Hestes sociale struktur

En anden vigtig måde at beskytte sig mod rovdyr, er at leve sammen med andre heste. Ikke alene er chancen for at opdage et rovdyr større, men risikoen for at blive jagtet er mindre, jo flere heste der er sammen. De fleste flokke (ca. 9 ud af 10) består af en hingst, ca. 6 – 8 hopper og deres føl. Heste udmærker sig ved, at han- og hundyr forbliver sammen året rundt, i modsætning til andre hov- og klovdyr, hvor de to køn kun er sammen i parringstiden. Antallet af hopper kan variere meget, afhængig af hingstens alder og styrke, ligesom der i nogle flokke kan være to hingste til stede.

Hingstens funktion i flokken er først og fremmest at sørge for, at hans hopper kommer i fol. Vildtlevende hopper er som regel drægtige i størstedelen af deres liv. Endvidere forsvarer hingsten sin flok mod andre hingste og mod rovdyr. Hvis der er to hingste i flokken, er det ikke ualmindeligt at se den ene gå til angreb på fjenden, mens den anden driver hopperne i sikkerhed. En tredje mindre kendt funktion for hingsten er at tage sig af de lidt større føl, især hingsteføllene. Det er uvist om en hingst kan kende forskel på sine egne og andre hingstes føl, men faktisk beskæftiger han sig lidt mere med sine egne føl.

Tidligere mente man, at hingsten var leder af flokken. I dag ved vi at det ikke er rigtigt. Hingsten sørger for at holde sammen på hopper og føl, men derudover følger han efter flokken snarere end at lede den. Faktisk er det et spørgsmål, om flokken overhovedet har en leder. Naturligvis er de ældre hopper dem, der har størst erfaring. De ved hvor de bedste græsningsområder er til de forskellige årstider. De ved hvor vandingsstederne ligger og hvor det er sikrest at være for rovdyr. Men en egentlig leder er ofte vanskeligt at identificere.

                                ↓                                              ↓

                 

                                                ↓

Haremshingsten (under pilen) følger sine hopper og føl, idet han holder øje med et par bachelorhingste (øv.tv), og sørger for at et føl også følger med (nederste billede).

Det daglige liv i en hesteflok er relativt roligt. Vildtlevende heste tilbringer 90 – 98 % af deres tid med at æde og at hvile. Om sommeren, når der er meget grønt græs, er ædetiden lavest (ca. 30%), om vinteren højest (ca.80%), og om forår og efterår ind imellem (ca. 65%). Sammenhold er vigtigere end slagsmål og splittelse. Udover hingstes kampe om hopper er der sjældent konkurrence om noget. Kun hvis nye hopper kommer til flokken, kan der i begyndelsen være lidt aggression i form af trueadfærd. Endvidere vil hopper, der har folet kort tid forinden, holde andre hopper på afstand, både ved at true og, om nødvendigt, ved at bide eller sparke. Selvom føllene begynder tidligt at interessere sig for andre føl, er de sjældent langt fra hoppen, førend de når 6-måneders alderen. Helt anderledes ser det ud, når en fremmed hingst forsøger at overtage en flok hopper. Slagsmål mellem de to hingste er hård og brutal. De fleste flokhingste har sår og ar efter kampe, og det er ikke unormalt, at en hingst bliver så såret, at han ikke kan overleve.

Hingste der ikke har hopper, dvs. dels ældre hingste, der har mistet deres hopper til en anden, dels unghingste, der ikke er fuldvoksne nok til at overtage hopper, lever sammen i flokke, der kaldes bachelor grupper. Disse flokke er ofte større og langt mere ustabile end hoppeflokkene. Nye hingste kommer til, andre vandrer væk enten alene eller sammen med nogle få andre hingste, for at danne en ny gruppe. I nogle tilfælde kan en af de ældre hingste i flokken opføre sig over for unghingstene, som om de var hopper, og f.eks. drive dem sammen, hvis de kommer for langt fra hinanden.

I det hele taget er biologien ligesom tysk grammatik: der er ingen regler uden undtagelser. Det gælder også hestes adfærd. Som før nævnt kan der være to eller tre hingste, som passer på en flok hopper. Men det er kun den ene hingst, der står for langt de fleste bedækninger. Den anden hingst har kun mulighed for det, hvis han kan gøre det uden at den anden hingst opdager det. Konic hestene (billedet til venstre) har imidlertid en helt anden flokstruktur. Ved første øjekast ser det ud som om alle hestene, både hopper, hingste og føl, lever sammen i en stor flok. Ved nærmere eftersyn er det imidlertid muligt at skelne undergrupper i den store flok: ca. ti hopper omringet af ca. det samme antal hingste plus afkom. Hver undergruppe holder sig samlet, adskilt fra de omgivende undergrupper. Kun unghestene går ud og leger med ungheste fra nabogrupperne. Når hestene græsser spreder de sig lidt mere ud, men de blander sig sjældent med medlemmer af de andre undergrupper.

Selvom halvdelen af Konic hestene er intakte hingste, er kampe mellem hingste sjældne. Kun en gang imellem ser man to hingste stejle op mod hinanden for at bide hinanden, eller en hingst jage en anden, og det er sjældent at de beskadiger hinanden slemt. Også i dette system ved vi ikke, om alle hingstene omkring en gruppe hopper deltager i bedækningen af dem, eller om det kun er en eller nogle få af hingstene, der gør det.

 

Mustangs

Selvom vi kan lære meget om heste ved at iagttage vilde og forvildede heste, er der desværre kun ret få omfattende studier af dem. En undtagelse er et 5 år langt studie (fra 1979 – 83) af ca. 150 mustangs, der lever i et område, som dækker dele af Nevada og Utah i USA. Studiet blev ledet af biologen Joel Berger, som har beskrevet sine resultater i bogen ”Wild Horses of the Great Basin”. Bogen er meget videnskabelig og lidt svær at læse men ikke desto mindre særdeles interessant. I det følgende vil jeg beskrive nogle af de vigtigste resultater, især ting, der er mindre kendte.

Området, som hestene lever i, er meget bjergrigt med talrige højderygge og dale. Der bor ingen mennesker, og der går ingen veje ind i området. Bevoksningen varierer meget, men består mest af græsser og buske. Der vokser næsten ingen træer. Så godt som alle heste lever i sociale grupper, voksne hopper i haremsgrupper, bestående af ca. 2 – 4 hopper og en hingst plus føl og plage. I sjældne tilfælde kan gruppen være på op til 8 – 10 hopper, og der kan være 2 eller flere hingste knyttet til gruppen. Hingste, der ikke har hopper, lever i bachelorgrupper. Hver gruppe tilbringer størstedelen af tiden i et hjemmeareal (home range), dvs. et område hvor mest befinder sig.

Hingst med en enkelt hoppe og føl

Som tidligere nævnt lever hopper og hingste sammen året rundt. Det sociale livsmønster har stor betydning for hestenes overlevelse og formering. Udover beskyttelse mod rovdyr har heste, der lever i en gruppe, større chance for at optage tilstrækkelig næring til at producere føl, end en enkeltlevende hest ville have. Især hvis haremshingsten er stærk, kan gruppen vælge de bedste områder som deres hjemmeareal, hvilket har indflydelse på både antallet af føl født i gruppen og på føllenes overlevelsesevne. Hopper der har føl fra året før fravænner dem i gennemsnit efter 9 måneder. Hopper der ikke har føl fra året før fravænner dem i gennemsnit efter 16 måneder.

(En hoppe, der i sin levetid f.eks. føder 10 føl, som hver ammer hos hende i 8 måneder, skal producere mellem 9 og 18 tons mælk. Der skal ædes meget græs for at producere så meget mælk.) Jo mere mælk et føl får, og jo bedre græs det får under opvæksten, desto tidligere kommer det i pubertet, og (for hopperne) desto tidligere får de selv føl.

Haremshingsten holder som sagt sammen på hopperne, især når der er andre hingste i nærheden. Men ofte reagerer han ikke, hvis en enkelt hoppe søger væk. I tilfælde af, at en ny hingst overtager gruppen, kan enkelte hopper flytte til en anden gruppe eller danne en ny gruppe. Til gengæld forlader både unghopper og unghingste gruppen omkring puberteten, når de er mellem 1 og 2 år gamle. I nogle tilfælde bliver unghingste fordrevet fra gruppen, i andre forlader de den frivilligt, hvorpå de som regel knytter sig til en af bachelorgrupperne. Selvom de er kønsmodne i 1 til 2-års alderen, er de sjældent modne nok til at overtage hopper, før de er mindst 5 – 6 år gamle.

Når en af døtrene kommer i brunst første gang, søger hun væk fra gruppen. Ofte parrer hun sig med en af bachelor hingstene i nærheden, uden at haremshingsten blander sig i det. I andre tilfælde knytter hun sig til en af de andre haremsgrupper, hvor hun så bliver bedækket. Incest, det at en far bedækker en datter, sker kun, hvis datteren har været væk fra gruppen i længere tid og af en eller anden grund vender tilbage. I to tilfælde observerede Joel Berger døtre, der forlod gruppen da de blev kønsmodne men vendte tilbage efter mindst 19 måneder. Begge blev bedækket af deres far og en af dem blev drægtig. Det er ikke genetikken, der bestemmer familieforholdet, men geografien. Medlemmer af gruppen er familie, fremmede uden for gruppen er ikke familie. Og det huskes åbenbart i op til 18-19 måneder.

Når to eller flere hingste er ”haremshingste”, er den ene klart den dominante. Det er ham, der står for næsten alle bedækninger og ham, der er far til langt de fleste føl. Til gengæld er det den anden hingst, der kæmper mest med hingste, der prøver at overtage hopperne, og ofte ham, der bliver mest skadet af disse kampe. Det er altså tydeligvis den dominante hingst, der har størst fordel af at have en medhjælper, men svært at se fordelen for hjælperen.

Hvis det lykkes en ny hingst at overtage en flok hopper, starter han med at lugte sig til, om nogle af dem er ved at komme i brunst. I mange tilfælde tvinger hingsten en hoppe til parring, selv hvis hun ikke er hestegal men tværtimod kæmper imod det, og også selvom hun allerede er drægtig. Ofte er det en temmelig voldsom affære, der kun kan betegnes som voldtægt. Hopper der er i den første halvdel af drægtigheden (mindre end 6 måneder), mister ofte deres foster, hvad enten de bliver voldtaget eller ej. Sandsynligvis er uroen i flokken i forbindelse med den nye hingst så voldsom, at alle hopper bliver påvirket af det. For hopper der er mere end 6 måneder drægtige, er risikoen for fosteret som regel mindre, også selvom de er blevet tvangsbedækket af den nye hingst.

Haremshingste vil som regel angribe hingsteføl, der ikke hører til deres gruppe. Til gengæld forsvarer de deres egne føl, hvis de skulle blive angrebet af en fremmed hingst eller af et rovdyr. Bachelorhingste er også aggressive over for hingsteføl. Omvendt er både haremshingste og bachelorhingste ikke aggressive over for hoppeføl. I et tilfælde, som Joel Berger observerede, var et 2 dage gammelt hoppeføl blevet borte fra sin gruppe. Otte bachelorhingste fandt hende, og de næste 24 timer gik hun sammen med dem, uden at de var aggressive over for hende. (Hvad der senere skete med hende, melder historien ikke noget om.) I et andet tilfælde forsvandt et 4 dage gammelt føl. Moderen reagerede ved at nærme sig et 6-dages gammelt føl, som tilhørte en anden hoppe i gruppen. Hun blev ved med at forsøge at overtage føllet over de næste 24 timer, men føllets mor var i stand til at jage hende væk hver gang. I mellemtiden blev det forsvundne føl fundet af 8 bachelorhingste over 1 km væk fra gruppen. Føllet fulgte efter hingstene og forsøgte endog talrige gange at die fra dem (og ja, det lykkedes ikke!). Den næste dag var haremsgruppen tilfældigvis i nærheden af bachelorgruppen, og moder og føl blev genforenet.

Udover at bedække sine hopper og at holde sammen på dem samt at holde andre hingste væk, har haremshingsten endnu en vigtig funktion: at lege med sine børn. Især hingsteføllene og især sine egne sønner. Legen foregår sjældent mens føllene er små, men først efter at de har forladt gruppen og knyttet sig til en bachelorgruppe. Hvis de i deres søgen efter hopper kommer i nærheden af deres tidligere gruppe, vil haremshingsten ofte begynde at lege med dem. I langt de fleste tilfælde leger han mere med sine egne sønner (eller de unghingste der er opvokset i hans gruppe). En hingst kan genkende sine sønner, hvis de har været væk fra gruppen i op til 18 måneder. Hvis de er væk i længere tid, behandles både sønner og ikke sønner ens. Legen består af kamp-leg. Hingstene stejler op mod hinanden, forsøger at bide hinanden på bryst og forben og jagter efter hinanden, nøjagtig som i rigtige kampe, men adfærden er tydeligvis ikke alvorligt ment. Det er muligt, at hingsten træner sine sønner for at forberede dem på ”det virkelige liv”. Om legen gør dem til stærkere hingste senere hen, vides ikke men er absolut muligt.

Generelt betragtet er det indtryk man får ved at observere heste under naturlige forhold, at hestene er ualmindeligt fredelige og tålmodige over for hinanden. At holde sammen og at etablere forbindelse (venskab?) med andre heste er langt vigtigere end at tilkæmpe sig en magtposition, at strides og at skabe splittelse af gruppen de lever i. Og der er næppe tvivl om, at denne grundlæggende egenskab af fred og tålmodighed også er til stede hos de heste, vi har i vores stald. De afvigelser fra det normale, vi nogle gange ser, er ikke i hestenes natur men snarere en adfærd, der er skabt af den måde, hvorpå vi holder hestene og den måde, hvorpå vi træner dem og arbejder med dem.