Hvis der er nogen af jer hestevenner, der læser dette, er jeres svar nok et stort rungende NEJ!

Så hvorfor stiller jeg overhovedet det spørgsmål? Det er der især to grunde til. For det første har spørgsmålet faktisk været rejst flere gange, især af forskellige ’animal rights’ fanatikere. For det andet må vi ryttere nok vænne os til, at miljøforkæmperne engang i nær fremtid også vil stille det spørgsmål og ikke kun bebrejde deres medmennesker for at spise oksekød.

↑?

Mit eget svar på spørgsmålet er selvfølgelig, at ridning – og hestehold i det hele taget – ikke skal forbydes. Af alle miljøbelastninger står heste uden tvivl et godt stykke nede på listen, f.eks. efter kørsel med benzin- og dieselbiler, flyrejser, brug af sociale medier, etc., etc.

Men vi har alle et medansvar for, at ridning ikke engang i fremtiden bliver forbudt.

Derfor er et mere relevant spørgsmål, om visse former for ridning burde forbydes, eller i hvert tilfælde ”ikke tillades”. Det kunne f.eks. være ridning bag lod, ikke-dressur-rytteres brug af sporer, brug af næsebånd (i hvert fald dem der er stramme) og videre i den dur. Der er ingen tvivl om, at jo mere ikke-ridekyndige mennesker ser og hører om de mindre sympatiske aspekter omkring ridning, desto vanskeligere vil det være at argumentere for sportsgrenen. Overdreven brug af pisk er allerede kommet på dagsordenen i flere lande. En springrytter blev diskvalificeret i England for at have pisket sin hest for hårdt. I Sverige er det forbudt at bruge pisk ”til at drive hesten” i galopløb, som det så smukt hedder. (Pisken må kun anvendes som styreredskab. Jeg har ingen anelse om, hvordan det foregår!) I Norge er det forbudt at bruge pisk i travsport, både under opvarmning og under løb, og nogle heste-velfærds-lobbyister er begyndt at se på andre discipliner inden for ridning på eliteniveau, f.eks. at øvelsen piaffe i dressurprogrammer er uacceptabel. (Hvorfor piaffe skulle være til skade for hesten, er jeg ikke klar over.)

En god gammel regel inden for lægevidenskaben siger, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Den regel gælder også i dette tilfælde. I stedet for at vente på ”næste skandale”, bør vi ryttere arbejde på, at skandalen ikke finder sted. Vi må sørge for at vi selv og vores rytterkollegaer udøver sporten på en acceptabel måde, ikke kun ved konkurrencer og under opvarmningen, når folk ”kigger os over skulderen”, men også til daglig, når vi træner og i det hele taget er sammen med vores heste.

Begrebet etisk ridning indeholder så mange aspekter, at det er vanskeligt at samle under en definition. Etisk ridning er ikke kun det vi foretager os, når vi sidder på ryggen af hesten, såsom hvilke signaler vi bruger til at få hesten til at reagere på en bestemt måde. Etisk ridning handler også om, hvilket udstyr vi bruger og ikke mindst hvordan vi bruger udstyret. Det handler om, at hesten er i stand til at udføre det vi beder den om, fysisk såvel som psykisk, om træningen af den har sat den i stand til at udføre det, om dens sundhedstilstand og fodertilstand er i orden, og ikke mindst om dens opstaldningsforhold er sådan, at man med god samvittighed kan forvente, at den yder det den skal.

Det måske vigtigste og særdeles centrale punkt i etisk ridning er det der på engelsk hedder pressure-release, på dansk noget i retning af tryk – eftergivning (eller eftergift, som Susan Kjærgård med et godt men endnu ikke anerkendt ord kalder det). Tryk – ved korrekt træning reduceret til et signal – og det at give efter for trykket, i samme øjeblik hesten viser den rigtige adfærd. Og det gælder både tryk fra træktov, fra tøjler og fra schenkler. Hvis denne simple regel altid og hver gang følges, er vi allerede nået langt med etikken.

Men der er mange andre områder af ridning vi skal have ”under opsyn”. F.eks. de såkaldte hjælpemidler, som rideudstyrsforretningerne bugner med. Hjælpetøjler såsom chabon, glidetøjler, indspændingstøjler, for stramt martingal. Hundredvis af bid, der nærmest kunne fylde en hel isenkrambutik. Hvad angår hjælpemidler kan jeg ikke lade være med at spørge, hvem er det lige der hjælpes? Er det hesten eller er hjælpemidlerne blot kompensation for rytterens dårlige træning og ridning?

Et tredje område vi skal være opmærksomme på er, at ikke alle heste er lige velegnede til alle ryttere (og omvendt, at ikke alle ryttere er lige velegnede til alle heste). I England er de første overvægtige ryttere blevet jaget ned fra deres hest. (Inden for militæret havde man tidligere den tommelfingerregel, at en hest kun måtte bære 10 % af sin egen vægt.) Men måske burde også nogle ”normal-vægtige” ryttere jages samme vej med besked om at træne noget mere under sagkyndig vejledning og måske på en lidt mindre følsom hest.

Et af de hårdeste jobs for en ridehest er at være rideskolehest. At gå rundt på en ridebane ofte i flere timer om dagen, hele tiden at skulle indstille sig på et utal af mere eller mindre utrænede ryttere, der bruger tøjlerne til at hive sig op i letridning eller schenkler (evt. med sporer) til at holde balancen på hesteryggen. Er det så underligt, at mange rideskoleheste er vanskelige at få i trav og nærmest umulige at få i galop?

Da jeg lærte at ride (for rigtig mange år siden), tilbragte jeg den første tid i en longeline med min ridelærer i den anden ende af linen. Derved kunne jeg koncentrere mig om at sidde nogenlunde i balance, uden samtidig at skulle tænke på at styre hesten og at holde den i gang. Men det siger sig selv, at ridelæreren kun kunne undervise en elev ad gangen. Er det derfor, det ikke gøres på den måde mere?

Der er åbenbart nogen der stadigvæk synes, at det er en god ide at træne en rytter i longelinen. Jeg kender ikke bogen, men den kan købes på Horseconsult.com.

Georgia Timmerman har på sin blog for nyligt spurgt ’Er rideheste en selvfølge i fremtiden?’ (læs venligst bloggen!) og bl.a. beskrevet tankerne om at indføre en trænerlicens. Jeg synes det er en fremragende ide. Og jo yngre eleverne er, desto vigtigere er det, at ridelæreren ved hvad han/hun taler om. Hvis vi skal ændre noget her i verden, skal vi begynde med de små, inden de søger svar på deres spørgsmål på Google og Facebook, som Georgia rigtigt skriver.

Et vigtigt emne, som er mindst lige så vigtigt for etisk ridning, som rytter, udstyr m.m., er måden hvorpå vi opstalder vores ridedyr. Af de mange foredrag, jeg i tidens løb har holdt om husdyrs adfærd, dyrevelfærd, om heste og meget andet, har det uden tvivl været det foredrag, jeg kaldte ’De andre 23 timer’, som var det mest efterspurgte. Hvad gør vi med vores hest, når vi er færdige med at ride? Stiller vi den ind i garagen som en anden mountainbike, eller lader vi den komme ud på fold sammen med sine venner? Jeg går meget ind for, at en hest kun må lave det vi beder den om, når den er sammen med os. Hvis vi ikke har 110 % kontrol over vores hest, er den ikke sikker at ride på eller at håndtere. Men til gengæld for den fuldstændige grad af ”god opførsel”, skal den have lov til at være hest og at slappe af i venners lag, når den endelig er sluppet af med os. Om det skal være udendørs eller indendørs er mindre væsentligt. Det skal blot være løsdrift. Der er talrige grunde til hvorfor løsdrift er vigtig, både fysiske, psykiske og sundhedsmæssige (men hvad det er for grunde må vente til en senere blog).

Hvis vi kan afvise ’the animal lovers’ (som min amerikanske veninde kalder dem) med argumentet, at vi efterligner så vidt muligt naturlige forhold for vores heste, har vi endnu et godt argument for, at ridning er ok.

Husk nu på, at en ”shitstorm” på de sociale medier om ridning kan give os alvorlige problemer. Tænk blot på hvad der skete med cirkusfolkenes hold af vilde dyr. Bliv derfor aktiv og deltag i debatten, enten på Georgias blog, på jeres egen blog eller på min blog.

Godt nytår!

PS: Hvis I vil vide mere om etisk ridning, læs kapitel 14 i bogen ”Equitation Science” (ISBN 978119241416)