©Wulffmorgenthaler

 

Hestens kommunikation

Den vigtigste måde hvorpå heste kommunikerer med hinanden er gennem deres kropssprog. Eftersom heste i naturen lever sammen i flokke året rundt, er det nødvendigt, at deres adfærd er nogenlunde synkroniseret, dvs. at de gør de samme ting på nogenlunde samme tid. De søger hen til vandhullet sammen, eller til en ny græsgang sammen. De hviler på samme tid, og de foler endog på samme tid – næsten.

Størstedelen af kommunikationen mellem de enkelte heste i flokken foregår ved hjælp af deres kropssprog. Kun hvis hestene ikke kan se hinanden vrinsker de, f.eks. hvis et føl kommer væk fra sin mor. (En undtagelse er naturligvis hvis to fremmede heste mødes – især hingste, hvilket ofte medfører en hel del hylen).

Konflikter i gruppen løses næsten altid ved hjælp af kropssprog. Hvis andre hopper er lidt for interesserede i en hoppes nyfødte føl, gør hun meget tydeligt opmærksom på, at de skal holde sig væk. Hun lægger ørerne tilbage, blotter tænderne eller vender bagbenene mod hopperne. Kun hvis truslerne ikke er nok, vil hun også bide eller sparke ud.

Hvis en hest trues af en anden hest men ønsker at undgå et angreb, viser den ”underdanighedsadfærd”. Den sænker hoved og hals og trykke halen ind til kroppen og giver i det hele taget indtryk af at være så lille som muligt.

Men også venskabelig adfærd vises ved kropssprog. Hvis en hest ønsker at lege med en anden hest, opfordrer den til leg ved at nappe den på hals og forpart, stejler eventuelt lidt eller løber efter den anden hest. Eller hvis en hest ønsker at blive gnubbet, stiller den sig i ”position” til det og begynder at gnubbe den anden hest, sikkert i håb om at den anden hest begynder at gnubbe tilbage.

To heste der gnubber hinanden. Læg mærke til hvordan den græssende hest reagerer så snart den anden nærmer sig.

 

Kropssprog skal læres

Betydningen af hestenes kropssprog er ikke noget der er medfødt. Det er noget en hest skal lære. Især i deres første leveår betyder livet sammen med andre heste umådeligt meget for unghestes sociale udvikling, det vi kalder socialisering. Den venskabelige del af kropssproget lærer de nok mest under deres leg med jævnaldrene, hvorimod de forskellige former for trueadfærd mest læres, når de bliver irettesat af de ældre heste. Bl.a. derfor er det vigtigt, at føl og ungheste holdes i grupper, hvor der også er ældre heste til stede. Vi mennesker ville jo heller ikke bryde os om at sende vores børn i børnehave, uden at der var voksne til stede.

To Konic unghingste der leger. Læg mærke til hvordan den ene opfordrer den anden til leg ved at nappe til den.

 

Intentionsbevægelser

En speciel ting som kendetegner kropssprog både for dyr og for mennesker er, at det altid er ”ærlig snak”. Der skal megen selvkontrol til at lyve med sit kropssprog. Grunden til det er, at det meste af kropssproget foregår på det ubevidste niveau. Når et menneske eller et dyr tænker på at foretage en handling, bevirker tanken alene, at de muskler, der skal benyttes til at udføre handlingen, forberedes på handlingen. Et klassisk eksempel er fuglen, der sidder på jorden og ser en kat nærme sig. I det øjeblik den tænker på at flyve væk, kan man se at den trykker vingerne ganske lidt ind mod kroppen, hvorefter den flyver væk. Den lille bevægelse i vingerne kaldes en intentionsbevægelse, fordi den viser fuglens intention om at flyve.

Et andet eksempel, som vi alle kender, er hesten der står og æder hø, som nærmes af en anden hest. Den første hest tænker på at forsvare sit hø ved at sparke ud efter den anden hest og forbereder sit ene bagben ved at lægge vægten over på det andet ben, så den kan løfte det første ben ganske let. Igen en intentionsbevægelse, der viser hvad hesten vil gøre, hvis den anden hest kommer nærmere.

Vi mennesker viser også intentionsbevægelser. Når hundeejere påstår, at deres hund kan læse deres tanker, f.eks. om at gå en tur med hunden, er det ikke tankerne hunden læser, men derimod en lille bevægelse (f.eks. at ejeren retter sig lidt op i sofaen), som hunden har lært, at det betyder en gåtur.

Det at en tanke (eller en idé) kan stimulere en (motorisk) muskel til at kontraheres lidt, blev først beskrevet for over 200 år siden af en engelsk læge, som med et fint ord kaldte processen den ideo-motoriske effekt. I moderne tid har andre læger vist (ved PET-scanning af menneskers hjerne), at en tanke i hjernebarken påvirker nerveceller i andre områder af hjernen, nemlig de nerveceller som styrer vores muskler. Og det er denne første lette stimulation af de nerveceller, der sender besked ned til musklerne, som får dem til at ”spænde op” (eller som det hedder, at tonus i musklen øges).

Den lille bevægelse som muskelspændingen medfører, fortæller en hest (eller et menneske) som ser det, hvad hesten vil foretage sig i de næste par sekunder. Og eftersom de forskellige intentionsbevægelser vises i bestemte situationer, får de bestemte betydninger. De bliver det vi kalder ritualiserede. Ørerne tilbage, blottede tænder og løftet baghov bliver til trueadfærd. En hest der napper en anden hest på halsen bliver til en opfordring til leg.

 

Rytterens kropssprog og indvirkning på hesten

På samme måde som heste skal lære andre hestes kropssprog, skal de også lære menneskers kropssprog, hvilket blev demonstreret i en engelsk undersøgelse. Ældre heste, der var vant til at være sammen med mennesker, lærte først at nærme sig en person for at få en godbid. Efter de havde lært, at de blot behøvede at nærme sig for at få godbidden, blev de testet enkeltvis med to personer. Personerne stod 5 m foran hesten, 4 m fra hinanden. Den ene person kiggede direkte på hesten, mens den anden person ignorerede den. Enten vendte hun ryggen til den eller hun havde front mod hesten men drejede hovedet til siden, eller hun nøjedes med blot at lukke øjnene. De fleste af gangene valgte hestene den person, som kiggede direkte på dem og fravalgte den anden person. Det samme forsøg blev derefter lavet med en gruppe ungheste i alderen 9 måneder til 2 ½ år. Først lærte de også at nærme sig en person for at få en godbid, og derpå blev de testet på samme måde som de ældre heste. Når personen der ignorerede hestene vendte ryggen til dem, valgte de mest personen der kiggede på dem. Men hvis personen som ignorerede hestene blot drejede hovedet til siden eller kun lukkede øjnene, lagde unghestene ikke mærke til forskellen mellem de to personer. Med andre ord, unghestene havde endnu ikke lært de finere nuancer i menneskers kropssprog, sådan som de ældre heste havde lært det.

 

Betydningen af rytterens tyngdepunkt i forhold til hestens

For nogle år siden overværede jeg en demonstration af en berømt australsk hestetræner, Steven Jefferys. Han kom ind på ridebanen på sin hest, Drummer, der kun havde sadel på men ingen trense eller grime eller noget andet. Til gengæld sad der et bilrat forrest på sadlen. Steven kom ind i galop, red rundt i ottetaller og mange andre figurer, kun ved at dreje på rattet. Han standsede hesten, fik den til at gå baglæns. Til sidst stod han stille, drejede rattet til højre, hvorpå Drummer også drejede hoved og hals til højre; han drejede det til venstre og Drummer drejede hoved og hals til venstre.

Rattet var kun for sjov. Alle Stevens signaler til de forskellige øvelser kom fra sædet, dvs. om han lagde sin vægt lidt til højre eller lidt til venstre, om han lænede sig ganske lidt fremad eller bagud. Desuden brugte han schenklernes placering og eventuelt et let tryk for at signalere, om hesten skulle gå frem i trav eller galop. Men alle hans indvirkninger på hesten var så minutiøse, at man skulle se særdeles godt efter for at se dem.

At lære en hest at reagere så nøjagtigt som Drummer kræver to ting. For det første, som Steven udtrykker det – træning, træning, træning. For det andet kræver det, at rytteren har fuldstændig kontrol over sin krop. Det nytter ikke noget at man lærer sin hest, at nogle gange skal den dreje på signal fra sædet, men andre gange skal den ikke dreje, fordi man blot er kommet til at sidde lidt skævt i sadlen. Det skaber ikke indlæring men blot forvirring hos hesten, og signalet fra sædet mister sin betydning.

 

Eksempel med en erfaren springhest

Enhver springrytter har på et eller andet tidspunkt under sin træning fået at vide (nogle sikkert mange gange), at når man rider en springbane, skal man fokusere på det næste spring, så snart man er kommet over det forgående spring. Der er ingen tvivl om, at en erfaren springhest kan mærke om dens rytter ser fremad eller til siden, om hun er fokuseret og indstillet på at springe det næste spring (figur a), eller om hun eventuelt tøver med at springe det, og derfor sidder med overkroppen lidt mere tilbage (figur b). Hvis hun gør det, er sandsynligheden for at hesten refuserer nok større.

           
a Rytteren er fokuseret på springet                            b Rytteren tøver med at ride fremad

 

Lad være med at være nervøs, når du rider

Jeg ved godt at det er MEGET lettere sagt end gjort. Men det er alligevel et emne, som man bør være klar over som rytter: en hest kan mærke på vores kropssprog om vi er nervøse.

Hvor følsomme erfarne heste er, når det drejer sig om at ”lytte” til rytterens kropssprog, blev demonstreret i en svensk undersøgelse for nogle år siden. Undersøgelsen foregik i en ridehal og 27 ryttere blev enkeltvis bedt om enten at ride eller at føre deres hest en 30 m lang strækning (fra A til B). Turen blev gentaget fire gange, men inden den 4. gang fik rytterne at vide, at når de passerede personen som stod ved x, ville han åbne en paraply, så forskerne kunne måle hestens frygtreaktion. Inden forsøget startede blev både ryttere og heste udstyret med hjertefrekvens måleure. Udover at måle hjertefrekvens blev rytterens og hestens adfærd registreret, mens de red eller gik turen.

Den eneste ændring i forsøgets gennemførelse var, at når hesten gik forbi personen ved x, blev paraplyen alligevel ikke åbnet. Dvs. den 4. tur var nøjagtig magen til de tre andre. Alligevel steg hjertefrekvensen markant hos både rytter og hest, som tegn på at der ville ske noget. At den steg hos rytterne er forståeligt. De forventede at deres hest ville reagere. Men at den også steg hos hestene kan kun forklares ved, at de har reageret på rytternes ”forberedelse” på hestens reaktion. Selvom den eneste forskel i rytternes adfærd, man kunne se, var at forkorte tøjlerne let, har de måske klemt lår og schenkler lidt mere sammen. Men eftersom resultatet var det samme hos de ryttere som førte deres heste forbi, må der også have været andre signaler, som viste rytternes nervøsitet og som hestene har reageret på.

 

At lytte til hestens kropssprog giver sikkerhed

En måde hvorpå man kan dæmpe sin nervøsitet, er at lægge mærke til hestens kropssprog. Eftersom intentionsbevægelserne er forberedelse til det, hesten vil foretage sig en brøkdel af et sekund senere, har man selv mulighed for at forberede sig på det, hvis man er årvågen nok. Risikoen for at blive sparket af en hest eller at falde af den er mindre.

Et velkendt eksempel er situationen, hvor man trækker en hest hjem fra fold, en hest som egentlig hellere vil blive sammen med sine venner på folden. Halvvejs hjemme drejer den sig pludselig væk, river sig løs og løber tilbage til de andre heste.

Men hvis man holder øje med hesten vil man se, at den starter sit udbrud med først at dreje hovedet, derpå halsen og til sidst skulderen, alt sammen inden for ca. et sekund. Og når den først har drejet skulderen, kan selv en kraftkarl ikke holde hesten tilbage. Omvendt, hvis man får drejet hovedet tilbage mod sig selv helt i starten, dvs. når kun hestens hoved er på vej rundt, skal der langt færre kræfter til at dreje dens hoved tilbage og derved stoppe dens udbrudsforsøg. Og hvis man trækker en hest hjem, som er kendt for at stikke af på halvvejen, er det en god ide hele tiden at sørge for, at dens hoved er drejet let til venstre (hvis man trækker den fra højre side).

 

 

 

Et godt råd til sidst

I Danmark (og mange andre steder i verden) er det forbudt at bruge håndholdt mobiltelefon, når man kører bil. Det samme burde være tilfældet, når man rider. Det er fornuftigt altid at have sin mobiltelefon på sig, når man arbejder med eller omkring heste. Ikke kun på skovturen, men også hjemme på ridebanen, i stalden eller på folden. Men telefonen er kun til at tilkalde hjælp, hvis man skulle få brug for det. Den må ikke bruges til venindesnak eller til at læse beskeder fra kæresten, så længe man er i nærheden af heste. Det må vente til man holder en pause, væk fra hestene. Ligesom en bilist ikke kan holde øje med trafikken samtidig med at han bruger telefonen, kan en rytter heller ikke holde øje med hesten, samtidig med at hun bruger den.