Gamle hunde – og heste – kan godt lære nye tricks

5. november 2019 Af Jan Ladewig

Jeg har ofte hørt hundeejere fortælle, at deres gamle hund er blevet senil. Den har glemt sin børnelærdom. Grunden til at de mener det er, at hunden er begyndt at lægge sig op i sofaen. Allerede som hvalp havde den ellers lært, at det måtte den absolut ikke. Og det gjorde den heller ikke det meste af sit liv, lige indtil den blev gammel.

Hunden er imidlertid alt andet end senil. Tværtimod er den klog nok til at finde ud af, at hvis den lægger sig op i sofaen nu om dage, bliver den ikke længere smidt ned og skældt ud. Den mærker lynhurtigt, at spillereglerne har ændret sig. Den ved selvfølgelig ikke, at dens mennesker tror, at den er senil og derfor lader den ligge. Den ved blot, at nu får den lov til at ligge i sofaen.

Eksemplet viser, at dyr har en vis tendens til af og til at prøve grænserne af, ikke blot når de bliver gamle men gennem hele livet. Også heste vil af og til forsøge ”at lempe lidt på reglerne”. Ofte sker det ret ubemærket. Blot et lille skridt ad gangen, så vi ikke lægger mærke til det. Og inden vi får set os om, har hesten tillagt sig en ny vane.

Et eksempel er det at stå stille, når man sidder op. Selvom hesten har lært at vente til man giver signal til, at den må gå fremad, varer det sjældent længe, inden den tager et lille skridt fremad, når den mener, at det er tid til at gå. Og hvis man ikke standser den og minder den om, at den gamle regel stadig gælder, varer det ikke længe, inden den begynder vandreturen, så snart rytteren sætter sig i sadlen. (Se evt. min blog Kan din hest stå stille?)

Et andet eksempel er hesten, der på skovturen går og ”plukker grene af” eller snupper en tot græs, hvis den går for lange tøjler. Hvis man ikke meddeler hesten, at det ikke er tilladt, varer det ikke længe, inden den begynder at holde spisepauser undervejs på turen. Og så kan det hurtigt blive en langvarig skovtur. En af vores heste, som er lidt af et ”madøre”, er særlig slem til at prøve at bryde reglen om at lade vegetationen i ro, og det til trods for at hun går på døgnfold med masser af græs.

Det er vigtigt at holde øje med hestes (og hundes) små overtrædelser af reglerne, så du med det samme kan minde dem om, at reglerne stadig gælder. Hvis det sker ved første forsøg, går der som regel længere tid, inden hesten igen forsøger. Omvendt, hvis du først reagerer, efter at hesten har overtrådt reglen gentagne gange, er det mange gange vanskeligere at rette på den.

Det er godt at heste prøver nye ting af. Det gør det lettere at træne dem, fordi man så lettere kan komme til at belønne dem, når de gør noget nyt i den rigtige retning. Og netop når det gælder om at prøve noget nyt, kan der være en lille aldersforskel. Unge dyr er alt andet lige mere tilbøjelige til at afprøve noget nyt, end ældre dyr er. Derfor er det klogt at være ekstra konsekvent, når man har med unge heste at gøre.

Det er ikke kun heste og hunde, vi træner. Inden for adfærdsforskningen gennemfører vi ofte forsøg, hvor husdyr skal lære noget nyt. Det gælder især forsøg, hvor dyr skal lære at trykke på en pedal eller en plade for at få en belønning, det der kaldes operant betingning. Med den metode kan man faktisk tale med dyrene. Man skal blot stille dem spørgsmål, som kan besvares med et ja eller et nej.

Eksempel

Førte spørgsmål (til hesten): ”Kan du se forskel på en sort firkant og en sort cirkel?”

Når den vælger cirklen, får den et stk. gulerod som belønning. Når den vælger firkant, får den en tot hø som belønning.

Hvis hesten nu begynder at vælge cirklen mest, fordi den bedst kan lide gulerod, er svaret på spørgmålet ”ja, jeg kan se forskel.”

Samtidig er det også svar på næste spørgsmål: ”Foretrækker du gulerod fremfor hø?”

En af mine kollegaer undersøgte engang grises evne til at lære og at huske. Først lærte de at trykke på en pedal (f.eks. pedalen til højre H) for at få lidt foder. Når de havde lært det, var næste skridt at trykke på en pedal til venstre (V), efter de havde trykket på den til højre. Derpå lærte de, at de f.eks. skulle trykke på venstrepedalen to gange, og sådan fortsatte forsøget, så grisene f.eks. skulle lære at trykke H, V,V,H,V.

Hver gang et nyt led i kæden blev tilføjet, skulle grisene finde ud af om det var et H eller et V, uden at de glemte rækkefølgen af de forrige led i kæden. De skulle med andre ord forsøge sig frem en del gange plus huske, hvad de allerede havde lært. (Min kollega er børnepsykolog og laver en lignende test med børn – uden dog at sammenligne dem med grise!)

Et lignende forsøg har mig bekendt ikke været lavet med heste. Mit gæt er, at det også ville tage længere tid før hestene ville lære sådan en kode. Ikke nødvendigvis fordi heste ikke er lige så kloge som grise, men simpelthen fordi de er noget mindre tilbøjelige til at prøve sig frem. Grise, rotter og høns er alle altædende dyr (omnivore som det hedder). De har udviklet sig til at undersøge alt med deres tryner, poter eller næb ved at rode i jorden i jagten på noget at æde. Heste derimod er ligesom kvæg og får græsædere (herbivore). De behøver ikke at rode i jorden, for deres føde vokser oven på den.

Det siger sig selv, at under læreprocessen skal grisene forsøge sig frem mange gange, før kombinationen af H og V sidder fast. Og selvom de fleste grise kan lære det, er der som regel altid et par stykker, der ikke kan, og som derfor må udgå af forsøget. Det samme gælder uden tvivl også for heste: nogle heste er bedre til at prøve sig frem end andre. Og det er vi selvfølgelig nødt til at tage hensyn til, når vi træner dem.