Hestebremser

Hestebremser

11. november 2019 Af Jan Ladewig

Det er vigtigt at have bremser på sin hest, så man kan standse den, hvis den skulle stikke af med en. (Se evt. min blog ’Hold bremserne på din hest i orden’.) Men der er en slags bremser, som hverken hest eller rytter er interesseret i: hestebremser.

 

I sommers lagde jeg mærke til, at vores brune hest ofte var plaget af hestebremser, hvorimod vores hvide hest så godt som aldrig havde bremser på sig.

 

Jeg undersøgte sagen nærmere og fandt nogle særdeles interessante oplysninger.

 

Hestebremser findes stort set overalt i verden. De lever mest af plantenektar, men for at danne æg skal hunnerne have protein, hvilket de får ved at bide hul i huden på dyr og mennesker, hvorpå de lapper blodet i sig. Derved kan hestebremser overføre en række blodbårne sygdomme, både bakterie-, virus- og parasitsygdomme. Endvidere kan et kraftigt hestebremseangreb svække et dyr i en sådan grad, at det dør af angrebet.

 

Hestebremser lever i varme, fugtige områder. De foretrækker lys frem for skygge, og de er heller ikke så glade for stærk blæst. Det er bl.a. derfor, at heste der er plaget af insekter søger ind i skygge eller stiller sig et sted, hvor vinden blæser mest.

 

Camargue heste

I det sydlige Frankrig ligger Rhône-deltaet, som især er berømt for Camergue hestene, som regnes for at være verdens ældste ferale hesterace. Hestene, som alle er skimler, er enormt hårdføre og lever udelukkende af siv og groft græs. Området er varmt, fugtigt og vindstille, og ideelt for hestebremser og talrige andre blodsugende insekter. Alt andet end ideelt for heste.

 

© Dpapini

Det har længe været en gåde, hvordan hestene kan overleve i det barske område. Dels er hestene udsat for den stærke sol, hvilket øger risikoen for hudkræft hos hvide heste, dels er insektplagen enorm. Men en ungarsk videnskabsmand, Gabór Horvát, har vist at hestenes hvide farve er en fordel: hestebremserne angriber hvide heste mindre end mørkfarvede heste. Bremserne lokaliserer nemlig deres bytte ved hjælp af polariseret lys (dvs. lys der kun svinger i én retning, i modsætning til ikke-polariseret lys, som svinger i alle retninger). Mørke hårfarver polariserer lyset i modsætning til hvid hårfarve. Med andre ord, hestebremserne kan bedre finde de mørke heste og lader derfor de hvide heste i ro.

 

Hvorfor er alle heste så ikke hvide?

 

De forhold, der er i Camargue området, hvor det eneste ”rovdyr” er blodsugende insekter, bevirker at det hvide hårlag er en fordel. I andre områder af verden er hestebremser imidlertid ikke de værste ”rovdyr”, det er derimod f.eks. ulve og bjørne. Og eftersom disse rovdyr har lettere ved at opdage hvide byttedyr, er det en ulempe at være hvid. Ikke alene er hvide byttedyr lettere at få øje på, men hvis en flok ulve på jagt f.eks. skal have held med deres jagt, er det en forudsætning, at de kan koncentrere sig om et enkelt dyr i flokken, som de så kan skiftes til at forfølge og nedlægge.

 

 

På billedet er der tre heste, to hvide og en brun.

 

 

Zebraer bruger en anden strategi til at gøre det svært for rovdyrene at jage sig. Selvom deres sort-hvide striber lyser godt op i landskabet, er det vanskeligt for et rovdyr at se, hvor den ene zebra ender og hvor den anden begynder. Derfor har løvinderne svært ved at udvælge et enkelt individ, som de kan forfølge og nedlægge.

 

 

 

Eksemplerne med Camargue hestenes tilpasning til Rhône-deltaet, med andre hestes tilpasning til det miljø de lever i, samt med zebraernes tilpasning i Afrika, viser, hvordan byttedyr bedst kan undgå at blive jagtet og ædt af rovdyr. De dyr, som bedst  tilpasser sig det miljø de lever i, lever længere og får mere afkom, som igen fører tilpasningsevnen videre til de næste generationer. Og det er evolutionen i en nøddeskal!

 

Top billede og information n: Horváth, G., Blahó, M., Kriska, G., Hegedüs, R., Gerics, B., Farkas, R. & Åkesson, S. 2010. An unexpected advantage of whiteness in horses: the most horsefly-proof horse has a depolarizing white coat. Proceedings of the Royal Society B, 277:1643-1650.

 

fb-share-icon