Af de seks sanser, som vi har tilfælles med heste, er den største forskel mellem sanserne uden tvivl vores synssans. Vi vil nok aldrig kunne forstå fuldstændigt, hvordan heste ser deres omgivelser. Det eneste vi kan være sikre på er, at de ser omgivelserne på en helt anden måde end vi gør. Vi vil nok aldrig helt forstå hestens syn, fordi den endelige billeddannelse der sker, efter at lyset har ramt øjets nethinde, er en umådelig kompliceret proces, som foregår i den bageste del af hjernen. Ikke engang den billeddannelse, der foregår i vores egen hjerne, forstår vi helt.
Men ved at undersøge hvad der sker inden synssignalerne når så dybt ind i hjernen, kan vi få en lille smagsprøve på, hvordan heste opfatter deres omgivelser, og noget af den viden har stor betydning for, hvordan vi bør ride på vores heste. Og det er den viden jeg vil beskrive her.
Ligesom mennesker har heste to slags fotoreceptorer i øjets nethinde, dels de lysfølsomme stave og dels de farvefølsomme tappe. Hos heste er stavene de vigtigste, så dem ser vi på først. Hestes farvesyn ser vi på bagefter.
Den største koncentration af stave på hestens nethinde er vist med det mørke område i figuren til venstre. Det betyder, at heste ser bedst, når de kigger lige frem mod horisonten, og de ser tydeligst, når begge øjne fokuserer på en genstand. Kun da ser de tredimensionalt og kan f.eks. bedømme afstand. Længere ude til siden af det mørke område er der lidt færre synsceller. De registrerer det der foregår på siden af hesten og bagude, og som den kun ser med et øje. Ovenover det mørke område er der igen færre synsceller. De registrerer synsindtryk nedenfor og tættere på hesten. Området under det mørke område indeholder det mindste antal synsceller. Heste har mindst brug for at holde øje med hvad der foregår oppe i luften.
Med andre ord, hesten ser tydeligst, når den kigger lige frem i retning mod horisonten. Det der foregår ude til siderne af hesten er mindre tydeligt, og det der er på jorden nedenfor den er igen mindre tydeligt. Hvis hesten vil se på noget lige foran sig, må den bøje hals og nakke for at se det tydeligt.
For at finde ud af hvor langt frem en hest kan se, er der lavet en del undersøgelser både på heste og på andre dyr. En undersøgelse starter med først at lære hesten at skelne mellem to plader. Den ene plade består af sorte lodrette streger på en hvid baggrund, den anden plade er grå. Når hesten trykker på pladen med streger, får den en belønning. Når den har lært det (dvs. når den vælger rigtigt i mindst 80 % af gangene) flytter man gradvis pladerne længere og længere væk, hver gang hesten testes. Når afstanden mellem hest og plade er tilstrækkelig stor, kan den ikke længere skelne stregerne. De flyder sammen og pladen ligner den grå plade, hvilket gør, at hesten vælger de to plader lige ofte (dvs. at hestens succesrate falder til 50 %). Denne forsøgsopstilling har man brugt på mennesker og forskellige dyr og f.eks. fundet, at mennesker har det bedste langsyn, heste det næstbedste, fulgt af hunde og derpå katte. Hvor langt vi i virkeligheden kan se, afhænger af mange forskellige ting, bl.a. lysstyrke, genstandens farve, om genstanden bevæger sig, og andet.
Eksperiment: Hesten står i startposition, får de to plader at se, og går derpå hen til den rigtige (stribede) plade, for at få en belønning (en godbid). Hvis hesten går hen til den grå plade, får den selvfølgelig ingen godbid. Testen gentages efter at pladerne er rykket lidt længere væk. Når pladerne er så langt væk at hesten ikke kan vælge rigtigt længere, kan man måle hvor langt den kan se. Eksperimentet svarer til synsprøven på mennesker, der skal læse mindre og mindre bogstaver på en tavle. (Jeg har nu aldrig fået en godbid, når jeg svarede rigtigt!)
Hvilken betydning har hestens syn på måden vi rider dem på?
Eftersom en hest ser tydeligst, når den kigger lige frem i retning af horisonten, skal den have så megen frihed i nakke- og halsbøjning, at den selv kan bestemme sin orientering (billede A). Især når den rides i terrænet skal den kunne hæve hoved og hals for at se langt, sænke dem for at se tættere på, og dreje hovedet, så den også kan se tydeligt til siderne. På den måde vil den kunne orientere sig bedst, og risikoen for at den pludselig bliver skræmt over noget (f.eks. af en plasticpose der ligger i vejkanten) er mindst. Det er godt for ridesikkerheden. Næste gang du rider en tur i skoven, prøv at lægge mærke til hvor ofte din hest drejer hovedet eller hæver eller sænker det en smule. Det gør den simpelthen for at orientere sig bedst muligt i terrænet.
A
Når hesten rides samlet, er dens synsfelt fremad reduceret (billede B). Hvis den rides på en ridebane, hvor den ”kender vejen”, er der mindre risiko for at den overraskes af noget. Men hvis den rides bag lod (billede C), vil den slet ikke kunne se fremad. Så med mindre at rytteren ”ser” for sin hest, vil den nemt kunne støde ind i noget, f.eks. en anden hest der rides på samme måde. En undersøgelse af hestes temperament, der blev lavet for nogle år siden, viste, at dressurheste generelt var mere ængstelige end andre heste. Man kunne forestille sig, at en af årsagerne er, at de ikke kan se andet end deres forhove!
C
B
Jeg kan ikke lade være med at tænke på de stakkels heste, der udsættes for hyperfleksion (eller rollkur, som det også kaldes). Det må være som at ride på en blind hest. Den vil ikke engang kunne se sine egne forben på grund af det blinde område lige foran mulen.
Også hos springhesten skal vi tage hensyn til måden hvorpå den ser. For det første er det lige så vigtigt at give den ”fri udsigt” (dvs. tilstrækkeligt frie tøjler), som når vi rider i terrænet. Hesten skal f.eks. have tid til at se springet an og forberede sin skridtlængde til at kunne sætte af på det rette sted inden springet (billede D). Hvis den derimod holdes for stramt (billede E), vil den jo først se springet (og eventuelt kun den nederste bom) i det øjeblik den skal sætte af. Kunne det måske være en af årsagerne til at en hest refuserer? (Billederne er fra en artikel af Warren-Smith og kollegaer.)
D 
E 
For det andet skal vi være opmærksomme på, at når hesten er begyndt at løfte forparten fra jorden, kan den ikke længere se springet. Den skal med andre ord springe ”efter hukommelsen”, hvilket ikke er noget problem for den rutinerede hest, men uden tvivl er noget, den unge hest først skal lære, når den er i begyndelsen af sin springkarriere.
Hestens farvesyn
Hvis nogen syntes, at det ovenfor var lidt indviklet, så bare rolig. Det der kommer nu er endnu mere kompliceret.
Lys er elektromagnetiske bølger der svinger med forskellig frekvens (eller bølgelængde). Den langsomste frekvens giver infrarødt lys, den næste rødt, derpå gult, blåt og til sidst ultraviolet. Nogle farve (f.eks. grønt og orange) er blandinger af andre (f.eks. gult og blåt eller rødt og gult). Vi mennesker (og menneskeaber) har tre slags tappe på vores nethinde (vi er trikromatiske), hvilket gør at vi kan se rød, gul, grøn, blå og violet. De fleste pattedyr har kun to slags tappe (de er dikromatiske). De har ikke de tappe der registrerer gult og grønt. (Andre dyr er tetrakromatiske. Slanger kan f.eks. også se infrarødt lys og bier og nogle fugle kan se ultraviolet lys.) Det at heste kun har to slags tappe betyder, at de ikke kan se rødt og grønt. Og det er jo lidt mærkeligt, når det de æder mest, er grønt.
Menneskers evne til at se farver er altså langt bedre end hestes evne. Ikke alene har mennesker tre slags tappe. De har langt flere af dem. Til gengæld har heste flere stave, hvilket gør at de kan se næsten hele vejen rundt om sig selv samt at de kan se mange flere detaljer i svag belysning. I løbet af evolutionen udviklede primaterne (altså mennesker og menneskeaber) farvesyn for bedre at kunne se de røde og gule frugter de levede af. For hestene (og andre byttedyr) der lever af græs, der som bekendt er let at finde, var det vigtigere at kunne holde øje med eventuelle rovdyr, både om dagen og om natten.
Øvest: de farver mennesker ser
Derunder: de farver heste ser
Det vi ser som grønt græs ser heste som gulligt-brunligt græs. Rødt ser de som gulligt. I det hele taget er hestes farvesyn meget mindre farverigt end vores, og de farver de kan se er mindre intense og mere “udvaskede”. (Billeder fra Carrol J, et al: Photopigment basis for dichromatic color vision in the horse, J Vis 1:80–87, 2001.)
Som vi ser verden… …og som heste ser den.
Til gengæld for det mindre farverige syn ser heste en langt større del af deres omgivelser, især genstande som bevæger sig. I svag belysning i skumringen og om natten er deres syn også bedre end vores. De ting heste derved får information om (f.eks. rovdyr) er langt vigtigere for dem end en smuk solnedgang. Faktisk har det vis sig, at et sort-gråt-hvidt billede er til hestes fordel. Mennesker der er farveblinde (det kaldes det selvom det som regel kun er rødt og grønt de ikke kan se) kan se genstande, der er camouflagefarvede bedre end normalt seende mennesker. Og da nogle rovdyr har udviklet camouflage (f.eks. pletter eller striber) for bedre at kunne ligge på lur, er chancen for at opdage dem – og dermed at overleve – større hos heste.
