Jeg vil tro de fleste ryttere kender situationen: man møder et menneske til et selskab og kommer til at tale om heste. Personen fortæller så, at hun tidligere i livet har redet men er holdt op med det igen, fordi hun havde et uheld eller var tæt på at have et, hvilket gjorde, at hun blev bange for heste.

 

At antallet af ryttere, der er kommet til skade ved en rideulykke, er højt, er noget de fleste ved. Men hvad de færreste er klar over er, at antallet af disse ”eks-ryttere”, dem der er blevet bange for heste, uden tvivl også er højt. Selvom vi ikke har statistik over det, ville det ikke undre mig, hvis tallet var meget større end tallet over tilskadekomne.

 

Når man med egne øjne og krop har set og følt hvad en hest – også – er i stand til, er det ikke så underligt, at man vælger at holde sig fra dem. Men hvad betyder dette frafald egentlig for ridesporten?

 

For det første ved vi som sagt ikke, hvor stort frafaldet er. Er det kun en lille ”spildprocent” eller er tallet over rideuheld de berømte 10 % af isbjerget og frafaldsprocenten de resterende 90 % under vandet? Eller ligger tallet et eller andet sted derimellem? At det er ”dårlig reklame” for ridesporten kan der imidlertid ikke være tvivl om. Det burde da sætte nogle tanker i gang hos de mange mennesker, der direkte eller indirekte lever af heste – hesteavlere, rideudstyrsforretninger, hestefoderfirmaer, rideskoler, rideforbund etc. etc.

 

Min egen interesse i problemet er dels hvordan vi i videst muligt omfang undgår den dårlige oplevelse, dels hvad der skal til for at få rytteren tilbage på hesten. Det første område har beskæftiget mig – og heldigvis mange andre – i mange år. Men det andet område er der ikke ret mange, der har arbejdet med.

 

Kirsebærrov til hest kræver tillid til hesten

 

Hvordan får vi tilliden tilbage?

 

Kernen i problemet er, at rytteren har mistet tilliden til hesten. Hun er bange for, at den igen vil reagere, som den gjorde – at den igen vil bukke, stikke af, stejle eller hvad den nu har lavet. Men hvad skal der til for vise rytteren, at det gør hesten ikke igen?

 

Jeg kunne forestille mig, at tilliden kan genskabes lidt på samme måde som den, vi forskere benytter til at få tillid til, at de forsøgsresultater vi finder, er korrekte. Hvis vi f.eks. finder, at noget medicin virker efter hensigten på 95 af de 100 forsøgsdyr vi undersøger (eller på 47 af de 50 forsøgsdyr vi undersøger, hvis vi ikke har råd til 100 forsøgsdyr), konkluderer vi, at medicinens effekt er statistisk signifikant.

 

Hvis vi på samme måde kan vise den bange rytter, at hesten ikke mere reagerer, ved at udsætte den for situationen et passende antal gange til at gøre det ”statistisk signifikant”, er der håb om at tilliden kan genskabes. Med andre ord, hesten skal vænnes til situationen (eller habitueres til den, som det også hedder).

 

At vænne hesten til at opføre sig ordentlig, er imidlertid ikke nok. Rytteren skal have tillid til, at den også opfører sig ordentlig, når hun rider den. Med andre ord, også rytteren skal ”habitueres”, dvs. vænnes til den pågældende situation. Det er ikke nok at lade en berider eller træner arbejde med hesten, rytteren skal også selv arbejde med den.

 

 

Et eksempel

 

For et par år siden skrev en rytter til mig og bad om et godt råd. Hun havde en rolig og velopdragen hest, som gik fint på ridebanen og som var rimelig sikker i terrænet, når hun red sammen med andre.

 

En dag prøvede hun imidlertid at ride ud på hesten alene. I begyndelsen forsøgte den et par gange at vende om for at gå tilbage mod stalden. Rytteren drev den fremad for at fortsætte turen. På et vist tidspunkt ville hesten ikke mere men stod og trippede på forbenene, som om den ville stejle. Det lykkedes den at dreje om, hvorpå den satte i galop hjemad uden at rytteren var i stand til at standse den. Da de nærmede sig stalden blev den roligere, så der ikke skete noget alvorligt, andet end at rytteren fik sig en gevaldig skræk i livet og mistede tilliden til hesten.

 

Mit råd til rytteren var gradvist at lære hesten at være alene. Det kan f.eks. gøres ved enten at ride hesten eller at trække den et kort stykke væk fra stalden og derpå at vende om, inden den begynder at reagere. Hvis man gentager det, f.eks. efter hver ridetime, når hesten er mere tilbøjelig til at være rolig, kan man gradvis gøre turen længere og længere. Hvis man desuden hver gang går den samme vej i begyndelsen, vænner hesten sig som regel hurtigere til det at være alene. Når hesten senere har fået mere tillid, kan man så begynde at gå andre veje.

 

Hvis man starter med at gå tur med hesten skal man selvfølgelig også vænne den til situationen, når man rider den. Det kan man gøre ved at starte forfra med tilvænningen, altså starte med de korte ture og gradvist gøre dem længere og længere.

 

Ved helt at undgå konfliktsituationer lærer rytteren, hvor langt hun kan gå eller ride, således at hun får sin tillid til hesten tilbage. Jeg har selv trænet ungheste til at være væk fra kammeraterne ved at gå tur med dem i terrænet. Fordelen ved at gå ved siden af dem er, at hesten føler sig mere tryg end hvis man sidder på ryggen af den. Det mærkede jeg især hos en unghingst, der ikke havde været meget uden for ”hjemmets fire vægge”. Hvis han blev utryg ved et eller andet, gik han tættere hen ved siden af mig, på samme måde som en hund kan finde på at gøre. Åbenbart havde min tilstedeværelse en beroligende virkning på ham.