For nogle år siden blev jeg bedt om at hjælpe med en 6 måneder gammel plag, der kun ville gå baglæns. (Der er ikke grænser for, hvad man som praktiserende dyrlæge, adfærdsterapeut eller lignende kan komme ud for! Engang blev jeg ringet op af en hesteejer, der spurgte om man kunne kupere ørerne på en hest. Han syntes hans hests ører var for lange. Det viste sig, at en af mine bekendte lavede telefonfis med mig. Men inden jeg fandt ud af det, fik jeg da spurgt, om han var sikker på, at det ikke var et æsel han havde.) Ejeren til hesten, (altså ikke den med ørerne, men den der kun havde et bakgear), havde trænet den og bl.a. forsøgt at lære den at blive trukket rundt i grime og træktov. Da jeg kom ud til hesten, stod den alene og helt rolig på en lille firkantet fold, ca. 30 x 30 m. Den havde grime på. For at se hvad ejeren mente med, at den kun ville gå baglæns, satte jeg træktov på den og trak let fremad i tovet. Og ganske rigtigt begyndte hesten stille og roligt at gå baglæns. Den var overhovedet ikke nervøs eller ophidset men gik ganske fredeligt baglæns. Jeg blev ved med at trække i tovet, og hesten blev ved med at gå baglæns. Når den kom til et hjørne drejede den pænt rundt og fortsatte med at følge hegnet rundt.
Da vi således havde gået halvanden gang rundt på folden, syntes hesten åbenbart, at det kunne være nok. Den standsede, og i samme øjeblik gav jeg efter i mit træk fremad. Jeg ventede 2-3 sekunder og trak derpå fremad igen. Og igen begyndte hesten at gå baglæns, denne gang kun en halv gang rundt. Igen gav jeg efter, så snart den stoppede. Tredje gang jeg trak fremad skulle hesten lige til igen at gå baglæns, men den tog sig i det og satte i stedet den ene forhov en håndsbredde foran den anden. I samme øjeblik gav jeg efter i tovet. Det var næsten som om man kunne se på hesten, at den spekulerede som en gal på, hvad det var der foregik. I hvert fald begyndte den at gå fremad ved næste lette træk i træktovet, først lidt tøvende men snart i samme rolige tempo, som den havde vist den anden vej.
Det der var sket var, at da ejeren havde trukket i trætovet, havde hesten reageret ved at trække bagud, en særdeles normal reaktion, som de fleste utrænede heste viser. Men det ejeren havde gjort forkert var at give efter med trækket fremad. Hesten havde simpelthen lært, at når der bliver trukket fremad i tovet skulle den reagere ved at gå baglæns, og som belønning for at gå baglæns hørte trækket i tovet op.
En vigtig ting at vide om dyrs (herunder menneskers) adfærd er, at al adfærd er en blanding af medfødte og tillærte egenskaber. De gener vi har arvet fra vores forældre leverer grundmønstret i vores adfærd, men de talrige nuancer der er, og den variation der er, både i menneskers og dyrs adfærd, skyldes den forskelligartede erfaring, vi alle har samlet, altså forskelle i det vi har lært gennem livet.
Det den bakkende hest havde lært lynhurtigt da ejeren trænede den var, at når den gik tilbage hørte trykket fra grimen i dens nakke op. En helt normal og medfødt adfærd. Det den lærte da jeg trænede den var, at trykket først holdt op, når den gik fremad i stedet for tilbage.
Et af de bedste eksempler på medfødt-tillært kombinationen er et lille eksperiment, nogle adfærdsbiologer lavede med nyfødte grise. En ½-timers gammel gris, der lige havde lært at gå (det lærer grise, inden de er ½ time gamle) men endnu ikke havde diet hos sin mor, blev anbragt i et lille rum, hvor der hang en sort varmedunk på væggen med 37o varmt vand. Grisen gik straks over til den varme glatte overflade og søgte tydeligvis med tryne og mund efter en pattevorte, så den kunne die. Da en anden gris, 2 timer gammel, som allerede havde diet hos sin mor, blev sat i samme situation, søgte den ikke over til varmedunken, men gryntede svagt som for at kalde på sin mor. Den første gris blev tiltrukket af den varme, glatte overflade og ”vidste”, at der skulle være en pattevorte, alt sammen medfødt adfærd. Den anden gris havde allerede lært, at den varme glatte overflade skulle være lyserød, ikke sort, og den havde lært, hvordan en pattevorte ser ud samt hvordan mælk lugter.
Et lignende eksperiment har mig bekendt ikke været lavet med føl, men det er tydeligt, at et nyfødt føl søger noget bestemt i vinklen mellem bugvæg og ben. At det så nogle gange ender i vinklen mellem brystvæg og forben viser blot, at det med vinklen er korrekt, altså medfødt, men den korrekte lokalitet er noget der skal læres.
Det der starter i timerne efter fødslen, fortsætter resten af livet. Ideen om at gamle hunde ikke kan lære nye tricks er noget sludder. Både hunde og heste (og mennesker) kan lære nyt. (Bare tænk på mig. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle blive blogger!) Den eneste forskel mellem gamle og unge dyr er, at det er mange gange lettere at lære unge uerfarne dyr noget end dyr, der allerede har lært noget forkert. Det er som at skrive på en tavle. Hvis den er tom, går det hurtigere, end hvis der allerede står noget, der først skal viskes væk.
Eksemplet med den bakkende hest viser den måske allervigtigste måde, hvorpå vi kan træne heste, nemlig at give et tryk og – når hesten reagerer korrekt – at give efter for trykket. I fagsprog kaldes fremgangsmåden træning ved negativ forstærkning, en betegnelse der kan få mange ryttere til at fare op. For det første er der mange, der slet ikke har hørt om det og, hvis de har, ikke har forstået princippet rigtigt. Det skyldes uden tvivl, at vi ikke har været gode nok til at forklare, hvad træningsmetoden egentlig går ud på. For det andet reagerer mange ved at protestere – negativ, jamen det er da synd for hesten! Eller de bryder sig ikke om at skulle hive i et træktov for at få hesten frem, når man i stedet kan lære den at gå frem på kommando.
Udført korrekt (og det er ikke svært. Alle, både børn og voksne, kan lære det på få minutter) er træning ved negativ forstærkning næsten den mest skånsomme og effektive måde at træne på. (Træning ved positiv forstærkning er mere attraktivt for hesten, men herom senere).
Men lad os tage punkterne et for et. For det første kaldes det negativ forstærkning fordi forstærkningen, dvs. belønningen består i, at noget tages væk, altså ren og skær matematik: man trækker fra, nemlig trykket eller trækket. Det jeg tog væk hos hesten der bakkede, var trækket fremad, lige så snart den stoppede med at gå baglæns. Hvis en hest f.eks. træder på en sten med den følsomme del af hoven, altså strålen, vil den straks løfte benet. Hvis jeg spørger dig hvorfor den løfter benet, vil de fleste nok svare: fordi det gør ondt. Men faktisk er det rigtige svar, fordi det så holder op med at gøre ondt. Så indlæring ved negativ forstærkning foregår også under naturlige forhold.
Det der tages væk behøver ikke at gøre ondt. Eller rettere sagt, det bør ikke gøre ondt. Det behøver blot at være let ubehageligt eller irriterende. Når man f.eks. starter med at køre i nogle (ældre?) biler, er der et alarmsystem, der bipper, indtil man har spændt sikkerhedsselen. Bippet irriterer, derfor spænder vi selen, for at slippe for bippet. Et godt eksempel på indlæring ved negativ forstærkning (der virker bedre end politikontroller!). Bilen ”lærer” os at spænde sikkerhedsselen ved at irritere os, indtil vi gør som den vil.
Grunden til at en negativ forstærkning er bedre end en kommando er, at den negative forstærkning kan gøres endnu mere negativ. Forestil dig at bilen var indrettet sådan, at bippet blev højere og højere, hvis vi stadig ikke tog selen på. Hvis den eneste mulighed for at komme af med den irriterende lyd var at spænde selen (udover at sælge bilen og købe en ny uden bipper), ville selv den stædigste billist til sidst tage selen på.
I nogle gaffeltrucks kan man ikke starte motoren, før man har taget selen på. Det er en negativ forstærkning der vil noget!
Nok om biler og sikkerhedsseler. Du træner din hest til at gå frem ved et let træk i træktovet, og du træner den til at standse ved et let træk bagud. Hvis hesten ikke reagerer korrekt, kan du trække kraftigere fremad eller bagud. Hvis du er stærk nok vil hesten reagere korrekt, når trækket er tilstrækkelig kraftigt. Hvis du ikke er stærk nok, kan du forstærke trækket fremad ved at tappe hestens skulder med en pisk. (Man bør altid have en pisk i hånden, når man træner heste. Men man må ikke slå hesten så det gør ondt. Hvis du er i tvivl om hvor kraftigt du kan slå, prøv først at slå på dig selv. Hvis det gør ondt, var et for kraftigt!) Træk fremad i tovet samtidig med at du tapper med pisken på dens skulder og bliv ved, indtil hesten tager blot et lille skridt fremad. Så snart den gør det, holder du op med at tappe og at trække fremad. Vent et kort øjeblik og gentag det hele. Efter nogle få gentagelser vil hesten reagere på trækket alene.
Film: Den rigtige måde at bruge en pisk på. Læg mærke til at pisken irriterer hesten. Den gør ikke ondt.
Det er ikke nok at lære hesten at gå frem, når du trækker tilstrækkelig kraftigt i træktovet. Hesten skal lære at gå frem på et let træk, der ikke er meget mere end et lille signal. Det opnår du ved først at give et let træk fremad. Hvis hesten ikke reagerer korrekt, venter du et sekund uden at slippe det lette træk, hvorpå du trækker kraftigt eventuelt samtidig med at du tapper med pisken, indtil hesten reagerer korrekt. Det første lette træk giver hesten chancen for at reagere korrekt, og hvis den ikke gør det, følger hurtigt det kraftige ubehagelige træk. Efter blot nogle få gentagelser lærer hesten, at det ubehagelige træk følger, hvis den ikke adlyder det lette træk.
Endnu et eksempel: du fører hesten fremad i skridt og giver et let træk bagud som signal til at standse. Hvis hesten reagerer korrekt, giver du efter i trækket og roser den eller stryger den på halsen. Hvis hesten ikke adlyder, forstærker du trækket og vibrerer eventuelt træktovet, indtil den standser. Igen, efter få gentagelser lærer hesten, at hvis den ikke reagerer på det første lette signal, følger det kraftigere ubehagelige signal.
Nogle ryttere foretrækker at lære deres hest at gå frem på en kommando (skridt, gå, kom eller hvad man nu kan sige). Og i rolige situationer virker det som regel også. Problemet er bare, at hvis hesten absolut ikke vil fremad, f.eks. fordi den skal gå op i en trailer eller igennem en vandpyt, er det ikke muligt at forstærke kommandoen. Det nytter ikke noget at gentage den (gå, gå, gå…) og det nytter ikke noget at sige den højere (GÅ!). Fordelen ved trækket i tovet er at det kan forstærkes, at man kan trække kraftigere og eventuelt supplere med pisketapningen.
Der er intet forkert i at lære en hest også at gå fremad på kommando, når blot man først lærer den at gå fremad ved signalet fra tovtrækket. En hest kan naturligvis lære forskellige signaler på den samme adfærdsreaktion. En veltrænet hest har jo lært at gå frem både på signalet fra tovtrækket og på signalet fra schenkeltrykket. Det eneste man ikke må, er at forlange to forskellige reaktioner på det samme signal, som omtalt tidligere i min blog om bremser. Et træk i tøjlerne må kun betyde gå langsommere eller stop. Det må ikke også benyttes til at få den i en bestemt holdning (f.eks. ”bøj i nakken” som nogle ridelærere siger).
