Hvis man har en drøm om et eller andet, er det vigtigt at forfølge drømmen, lige meget hvor den fører én hen. Jeg havde en drøm om at forstå, hvorfor dyr gør, som de gør, og den drøm førte mig jorden rundt.

Jeg er et produkt af glæden over Danmarks befrielse i slutningen af anden verdenskrig, født i 1946. I ca. 70 år har dyr været en stor del af mit liv. I over 60 år har jeg været aktiv rytter, og i næsten 50 år har jeg forsket i husdyrs adfærd.

Min hovedinteresse har i alle årene været at lære at forstå dyr. Ikke blot husdyr, men alle dyr, og ikke blot deres naturlige adfærd, men også adfærd, som ikke umiddelbart virker særlig fornuftig. Jeg læste til dyrlæge på Landbohøjskolen i slutningen af 60’erne og i begyndelsen af 70’erne, men dengang var etologi eller adfærdsbiologi ikke en del af pensum.

I et enkelt semester af studiet havde jeg lidt tid til overs (fordi jeg var dumpet i nogle fag!), så jeg besluttede at følge nogle forelæsninger i adfærdsbiologi på Københavns Universitet i et forsøg på at lære lidt mere om dyrs adfærd. Dengang var vores viden om dyreadfærd langt fra, hvad den er i dag. Hjernen var nærmest en ”black box”, hvor bestemte stimuli gik ind og responser kom ud igen. Hvad der foregik derinde, vidste vi ikke meget om.

Begyndelsen

Inden jeg nåede så langt, havde jeg imidlertid travlt med at ride på ponyer. Ridning havde udpræget førsteprioritet hos mig. Uddannelse, skole og lektier kom i anden række. Jeg boede i Hjortekær nord for København. Vores ”ridebane” var i store dele af året Dyrehaven. Vi havde ikke nogen ridehal, og ofte var vores ridebane enten oversvømmet af regnvand eller noget, der mere lignede en skøjtebane. Vi fik dog øvet dressur og ridebanespringning tilstrækkeligt til at kunne stille op til stævner på Sportsrideklubben i Gentofte.

Dengang havde man ikke hestetrailere, så når første deltager skulle starte søndag morgen kl. 9, måtte vi tidligt op og afsted for at ride de ca. 10 km gennem Dyrehaven og Ermelunden til Bernstorffsparken. Hvis sidste konkurrence desuden blev afholdt kl. 15 eller 16, blev det en lang dag for både ryttere og ponyer, som om vinteren startede og sluttede i mørke. Så var der væsentligt kortere vej, når vi deltog i jagter i Dyrehaven og omegn. Det gjorde jeg bl.a. i Hubertusjagten d. 4. november 1962.

Det var også som ponyrytter, at jeg fik min første erfaring med adfærdsproblemer hos heste. Vi fik en New Forest-hoppe, Gwenda, ind på rideskolen, som var drægtig i 10. måned samt aggressiv mod alt og alle. Jeg ved ikke, hvad hun havde været udsat for, men hun var ikke til at komme i nærheden af. Hun bed og sparkede på livet løs, hvis man prøvede på det. Jeg tilbragte derpå de næste mange måneder med dagligt at vænne hende til at blive rørt, først forsigtigt på skulderen, derpå gradvist også på andre områder af kroppen. Det var ved det arbejde, at jeg først lærte om gradvis tilvænning (eller habituering) uden dengang at vide, at det hed sådan. En enorm stor hjælp i arbejdet var det føl, som Gwenda fik kort tid efter sin ankomst. Han fik navnet Ridder Rap, fordi han havde en hvid blis, der gik ned over hans øjne, så det så ud som om, han havde en hjelm på hovedet. Ridder Rap var stik modsat sin mor

Lige fra dag ét kom han tillidsfuldt hen til os i begyndelsen, mens hans mor stod i den anden ende af boksen og skulede til os. Men hun fandt åbenbart ud af, at når vi ikke spiste hendes føl, ville vi nok heller ikke spise hende.

Efter en masse arbejde og tilvænning til sadel, gjord, trense og tusind andre ting endte Gwenda med at blive en nærmest perfekt ridepony velegnet til både erfarne og mindre erfarne ryttere. Kun én enkelt gang faldt jeg af hende. Det var, da vi red i strandkanten ved Vesterhavet. Pludselig kom en bølge ind, der var lidt større end de andre bølger. Gwenda sprang til side uden at tage mig med, hvilket resulterede i, at jeg faldt på halen ned i bølgen.

Uddannelse

Som dyrlægestuderende lærte jeg andre adfærdsproblemer hos andre husdyr at kende. Et af de mere alvorlige var grise, der bed i hinandens haler. Unoden medfører, at grisene får sår på halerne, så bakterier kan sprede sig op i rygraden og gøre grisene ubrugelige som slagtesvin. En af de ”behandlinger” af problemet, som svineproducenterne forsøgte, var at mørklægge svinestaldene og kun have lys tændt i ½ time ved morgenfodringen og ½ time ved aftenfodringen.

Planen var så, at grisene skulle sove resten af tiden, når det var mørkt. Problemet var bare, at det ikke virkede. Selv et dovent svin kan ikke sove 23 timer i døgnet. Det var først mange år senere, at jeg fandt ud af, hvad der var galt. Det hjælper ikke at lave det, vi kalder en symptomatisk behandling. Man er nødt til at finde den egentlige årsag til problemet. Men herom senere.

Første stop i udlandet

Efter endt studium arbejdede jeg et par år som assistent i en dyrlægepraksis i Jylland. Trods en spændende og travl tid med at behandle både heste, køer, grise, hunde og katte voksede mit ønske om at finde ud af, hvad der foregik inde i ”the black box”. Sammen med min første kone, som var amerikaner, emigrerede jeg til USA og kørte i en autocamper tværs igennem kontinentet fra Philadelphia i øst til San Fransisco i vest på jagt efter en mulighed for videreuddannelse. Undervejs besøgte vi dyrlægeskoler og nationalparker, en vidunderlig tur, som tog os tre måneder. Da vi kom til Californien (og ikke kunne komme længere vestpå), fik jeg mulighed for at blive Ph.D.-studerende på Californiens dyrlægeskole i Davis, som ligger ca. midt i staten.

Mit hovedfag var neurobiologi. Endelig gik min drøm i opfyldelse: Jeg fik mulighed for at kigge ind i ”the black box”.Det betød hårdt arbejde og arbejdsuger, der langt oversteg de 40 timer. Ingen tid til heste. Til gengæld arbejdede jeg med flere andre dyrearter; kvæg, geder, hunde, katte og rotter udover at følge forelæsninger i talrige aspekter af biologien. Mit Ph.D.-projekt bestod i at træne rotter til at lugte, om en ko var i brunst eller ej. Rotterne skulle lugte til urin fra brunstige og ikke-brunstige køer. Hvis koen var brunstig, skulle de trykke på en knap, hvorpå de fik en belønning. Hvis koen ikke var brunstig, måtte de ikke trykke på knappen. Forsøget viste, at køer (og i øvrigt de fleste andre hundyr) udsender specielle duftstoffer (feromoner) for at informere handyr om, at det er tid til parring. Se evt. min blog post Heste lugter godt.

Heldigvis var der også tid til at trække vejret indimellem. Davis ligger midt i et stort, fladt område, hvor der dyrkes tomater til ketchupproduktionen. (Under tomathøsten om efteråret lugter byen faktisk af ketchup!) Men blot et par timers kørsel den ene vej kommer man til Stillehavskysten og et par timers kørsel den anden vej til Sierra Nevada, enten til strandvandring og whale watchingeller til bjergvandring og skiløb.

Næste udlandsophold

Næste stop på min jordomrejse (i alt var jeg væk fra de hjemlige kødgryder i 20 år) blev Tyskland, hvor jeg fik en stilling som forskningsassistent ved et Institut for Husdyrbrug og Husdyradfærd. Emnet dyrevelfærd var langsomt kommet på den politiske dagsorden og det i en sådan grad, at jeg kunne forske på livet løs. Instituttet ejede 200 køer og alle de grise, vi ønskede til vores forsøg (men desværre ingen heste).

En af vores hovedopgaver var at finde fysiologiske symptomer på stress hos dyrene såsom forøget udskillelse af stresshormoner og forhøjet hjertefrekvens. Ved kortvarig stress, f.eks. afhorning eller fravænning, er det relativt nemt. Ved langvarig stress (f.eks. malkekøer eller søer, der står bundet hele vinteren eller hele livet) er det meget vanskeligere, fordi dyrenes stressreaktioner aftager og vender tilbage til et normalt leje, selvom dyrene adfærdsmæssigt stadig viser tegn på stress.

Det projekt, der senere viste sig at få størst betydning for dyrevelfærden, lavede jeg sammen med en psykolog fra New Zealand, Lindsay Matthew. Projektet gik ud på at træne grise i at trykke med trynen på en plade for at få en belønning (altså ”klassisk” operant betingning). Bortset fra rotter og duer er grise uden tvivl de bedste til at lære at ”operere”, især hvis belønningen er foder. I vores forsøg skulle de lære at trykke mange gange for at få belønningen, så vi kunne måle, hvor interesserede de var i at få den. Vi målte med andre ord, hvor motiverede de var for at arbejde for belønningen.

Resultatet af projektet viste, at de var næsten lige så motiverede for at arbejde for halmstrøelse til at rode i som for at arbejde for foder, især hvis der var noget spiseligt i halmen. Og det var netop årsagen til det adfærdsproblem, jeg havde set 20 år tidligere: i mangel af rodemateriale gnaver grisene i hinandens haler. Vores resultat var senere medvirkende til et EU-krav om, at slagtesvin skal have adgang til rodemateriale.

Da instituttet ikke havde heste, måtte jeg bruge mine egne heste til forsøg. I et af dem fandt jeg ud af, at de foretrækker at æde hø frem for halm. (Nå, ja! Når man starter noget nyt, skal man jo begynde med de simple spørgsmål).

I andre forsøg har vi vist, at heste hellere vil arbejde for at have fuld kontakt med deres makker end kun at have kontakt med den gennem tremmer. Se evt. min blog Hvor klog er din hest?

Tredje stop – meget langt væk

Mit samarbejde med Lindsay startede i Tyskland, men fortsatte et par år senere i New Zealand, hvor min familie og jeg tilbragte et halvt år. Vi gentog motivationsprojektet, denne gang med høns for at måle deres motivation for at støvbade. Den meste tid gik imidlertid med at nyde det skønne land. Især to oplevelser var lidt udover det sædvanlige: whale watchingi Kaikoura og horse trekkingi et bjergområde nordøst for Hamilton.

At sidde i en 6 meter lang gummibåd 3 meter fra en 10-12 meter lang kaskelothval, der ligger i vandoverfladen og fylder sit reservoir med ilt, er i sandhed en oplevelse for livet. Og når du så kigger ned på dens øje, der virker større end dit eget hoved, og fornemmer, at den faktisk ser på dig, kan du ikke undgå at føle en gensidig kontakt med dette kæmpedyr.

Nærkontakt til heste fik vi, da vi var på en tredages trekkingtur op i bjergene medbringende telt, sovepose, proviant, køkkengrej og regntøj. Jeg red en lille skimmel, der var opvokset ude i vildnisset, indfanget, tæmmet og tilredet. Dens opvækst bevirkede, at den var den mest terrængående hest, jeg nogensinde har redet. Når vi kom til et vanskeligt terræn, gav jeg den blot helt løse tøjler, så den selv kunne finde den bedste vej gennem sten, klipper og buskads.

Brudte og genetablerede kontakter

En af glæderne ved at bo så mange forskellige steder er, at man møder så mange dejlige og hjælpsomme mennesker. Men det lidt triste ved, at de forskellige steder ligger så langt fra hinanden, er, at det er umuligt at holde kontakt med dem alle. De forsvinder ned i fotoalbummet eller helt ud af hukommelsen. Kun sjældent sker det, at kontakten genskabes, sommetider helt tilfældigt.

Under en kongresdeltagelse i USA erfarede jeg, at ejeren til Cha Cha, som jeg havde redet 50 år tidligere, var flyttet tilbage til USA, som hun oprindelig kom fra, og boede i det vilde vesten på en gård med masser af heste og endnu flere køer. Så hvad var mere naturligt end at besøge hende og tilbringe et par uger med at genopfriske minder fra dengang samt at fylde det kæmpehul af alt, hvad der var sket i vores liv i de mellemliggende 50 år. Og det arbejder vi stadig på ca. en gang om året. Se evt. min blog Et lille juleeventyr der intet har med julen at gøre.